Video : Tipsbladet
Ligue 1

Medie: Stort Benzema-comeback under opsejling

Karim Benzema kan være på vej tilbage til barndomsklubben Lyon, der forsøger at hente ham hjem fra Saudi-Arabien.

Et stort comeback kan være under opsejling.

Det er mange år siden, at Karim Benzema sidst trak Lyon-trøjen over hovedet, men fansene får ham måske at se i traditionsklubben igen.

Karim Benzema er langt fra tilfreds i saudiarabiske Al-Ittihad, og den 36-årige angriber er på jagt efter en vej væk.

Det er ikke gået ubemærket hen hos barndomsklubben Olympique Lyonnais, der følger situationen nøje.

Det franske medie RMC Sport skriver, at Lyon ihærdigt forsøger at hente Benzema tilbage, men at alt ikke er ligetil.

Benzema tjener, mildest talt, rigtigt gode penge i Saudi-Arabien, og økonomien kan derfor blive et stort problem for traditionsklubben.

Gratis bliver Benzema heller ikke, for han er på kontrakt til sommeren 2026 i Al-Ittihad, der nok gerne vil have en skilling for den målfarlige franskmand.

Meget skal lykkes, men der arbejdes i kulissen for at få det til at ske.

Benzema står noteret for 148 kampe i Lyon-trøjen, hvor han nåede at bidrage med 66 kasser, inden han i 2009 blev solgt til Real Madrid.