Wass misbrugte straffe i Evian-remis
Foto: Laurent Cipriani/Polfoto
Ligue 1

Wass misbrugte straffe i Evian-remis

Daniel Wass misbrugte en gylden mulighed i første halvleg mod Nice, og dette var tæt på at blive dyrt for gæsterne.

Tre danskere var alle med fra start, da Evian gæstede Nice i Ligue 1. I defensiven havde gæsterne Jesper Juelsgaard, mens Daniel Wass og Nicki Bille bidrog til offensiven. Trods et brændt dansk straffespark lykkedes det da også for Evian at sikre point, da kampen sluttede uden vinder med 2-2. 

Daniel Wass fik chancen fra 11 meter allerede efter ni minutters spil, da værterne begik straffespark. Den danske scoring udeblev dog, da landsholdsspilleren kiksede sin afslutning. Danskeren gjorde dog skaden god igen otte minutter senere, da han med sit indlæg fandt Dany Nounkeu, der headede Evian på 0-1. 

Scoringen fik Nice i offensiven, og dette gav pote i halvlegens sidste minut. Alexy Bosetti fandt plads tæt under mål, og bragte balance i regnskabet ved pausen. 

I anden halvleg åbnede Nice bedst, hvor det blev til en ny god chance til Alexy Bosetti. Det var dog holdkammeraten Valentin Eysseric, der sørgede for scoringen til 2-1. Et godt oplæg fra Bosetti blev udnyttet flot, og bakken var pludselig stejl for danskerholdet. 

Evian fik dog svaret tilbage med et kvarter igen. Adrien Thomasson dukkede op i en fri position, og bragede gæsterne på 2-2 til stor jubel for de medrejsende Evian-fans. Begge mandskaber satsede ikke for alvor efter udligningen, og 2-2 blev cifrene i Ligue 1-duellen.