Norsk klub sender stresset Hvilsom på ferie
Generelle

Norsk klub sender stresset Hvilsom på ferie

Mads Hvilsom er blevet sendt på ferie af sin norske klub Brann. Danskeren har været plaget af stress på det seneste.

Sæsonen er i fuld gang rundt om i Europa, og det gælder også i Norge, hvor der er spillet fem runder af Tippeligaen. I morgen tages der hul på den sjette, der blandt andet byder på en mindre topkamp mellem nummer fire fra Viking og nummer fem fra Brann. Opgøret bliver dog uden deltagelse af danske Mads Hvilsom, der tørner ud for Brann.

Den tidligere Hobro-topscorer er nemlig blevet sendt på ferie af sin arbejdsgiver, og han har derfor forladt Norge.

- Han trængte til at komme lidt væk. Vi har kunnet mærke, at han var lidt stresset. Det var vores initiativ og ikke noget, han bad om, siger Brann-træner Lars Arne Nilsen til Bergens Tidende.

Mads Hvilsom blev skiftet ind, da Brann i weekenden tabte til Rosenborg, og han har slidt lidt med at finde niveauet i sin første tid i Brann. Det er en af årsagerne til, at danskeren har været præget på det seneste, mener cheftræneren.

- Som angriber er det svært, når man ikke kan få bolden i mål, lyder det fra Nilsen.

Brann sikrede sig i januar Mads Hvilsom på en 18 måneder lang lejeaftale fra Eintracht Braunschweig. Han har endnu ikke scoret for klubben.