Arnautovic kanonerede van Gaal og United i sænk
Premier League

Arnautovic kanonerede van Gaal og United i sænk

Det ser ikke godt ud for van Gaal, der måtte se sit holde tabe 0-2 til Stoke på Britannia Stadium efter en kæmpe Memphis-fejl og et smukt mål af Arnautovic.

Stoke mod Manchester United. Det er ikke hver dag, sådan en kamp får massiv mediebevågenhed, men det gjorde den i dag, fordi det med al sandsynlighed var en kamp, der var do or die for The Red Devils-manager Louis van Gaal. Og det startede ikke ligefrem godt. Memphis Depay headede nærmest helt nonchalant bolden tilbage mod David De Gea. Tilbagelægningen havde dog ingen saft og kraft, og den spanske keeper kom løbende efter bolden. Desværre kom Glen Johnson hurtigst på bolden, lagde en aflevering ind til en helt umarkeret Bojan, der sikkert sparkede bolden i mål uden chance for David De Gea, som stod flere meter væk fra målet. En skuffet Memphis Depay kunne kigge ned på græsset, mens han spyttede. 

Målet til 2-0 kom syv minutter senere i det 26. minut. Et frispark ramte muren, og så fik Marko Arnautovic returen. Østrigeren kanonerede bolden så hårdt i mål, at hvis ikke den var røget i netmaskerne, ville den nok have sendt en af fansene bag målet i den syvende himmel for et par sekunder eller 10 i ren besvimelse. 

I det hele taget var Arnautovic flyvende og gjorde nærmest, hvad der passede ham. Han spillede, som havde han fået at vide, at Manchester United ville købe ham, hvis han præsterede godt. Østrigeren fik 10 minutter efter målet en mulighed, som han skød på stolpen. Desværre for Arnautovic og Stoke måtte man "nøjes" med at gå til halvleg med en 2-0-føring. 

Manchester United havde ikke ligefrem synderligt meget i anden halvlegs begyndelse. Det var først efter knap 20 minutters spil, at man så, hvorfor Butland holder Haugaard ude på bænken. Den 22-årige keeper diskede nemlig op med en formidabel redning, der holdt Fellainis forsøg væk fra netmaskerne. Yderligere 20 minutter senere fik Martial en stor mulighed, da han driblede forbi Stoke-spillere, men igen kom Butland flot ned og fik reddet. 

United skabte ikke mere, og så tabte mandskabet med 0-2 i en kamp, hvor Manchester United ikke lignede den klassiske definition på Manchester United.