Chelsea-profil kåret til Årets Spiller i Premier League
Foto: Mike Hewitt/Getty Images
Premier League

Chelsea-profil kåret til Årets Spiller i Premier League

Den bedste spiller i England i denne sæson er N'Golo Kanté, mener hans kollegaer. De har samtidig kåret Dele Alli til den bedste unge spiller.

N'Golo Kanté har brudt med en årelang tradition i Premier League. Det plejer at være offensive spillere, der vinder prisen som årets bedste i den engelske liga, men sent søndag aften fik Chelsea-profilen prisen som Årets Spiller.

Det var kollegaerne i den engelske spillerforening, Professional Footballers' Association (PFA), der havde stemt Kanté ind som den stærkste siden i sommer. Ikke siden Steven Gerrard i 2005/06 har vinderen været andet end offensivspiller. 

Kanté er desuden på vej mod en enestående bedrift. Vinder han og Chelsea det engelske mesterskab, bliver han den første i Premier League-æraen til at vinde det to år i streg med to forskellige klubber. Skulle nogle have glemt det, vandt Kanté mesterskabet med Leicester i fjor. 

Traditionen tro kårede PFA også Årets Unge Spiller, som defineres som spillere under 23. Den pris gik i år til Tottenhams Dele Alli, der så sent som i lørdags scorede for sit hold i FA Cup-semifinalen mod Chelsea - uden at det var nok i 3-2-nederlaget.

Den 21-årige englænder har i det hele taget været flittigt scorende i denne sæson med 20 mål og 11 oplæg i 44 kampe i alle turneringer. 

Der var også plads til en pris til David Beckham, der vandt den såkaldte Merit Award, en slags hædring af dem, der gennem deres karrierer har sat deres aftryk på sporten. 

Den tidligere engelske landsholdsanfører vandt seks engelske mesterskaber, to i USA, ét i Spanien og ét i Frankrig. Han blev nummer to i Ballon d'Or-kåringen i 1999 og vandt ligesom Dele Alli prisen som Årets Unge Spiller i Premier League - det var i 1996/97.