Premier League

Dembele formaliteter fra Spurs-skifte

Fulham har accepteret Tottenhams bud på midtbanespilleren Moussa Dembele.

På papiret har Tottenhams midtbane set noget tyndt besat ud efter salget af Luka Modric til Real Madrid, men London-klubben har handlet hurtigt og indgået en aftale med Fulham om et køb af den belgiske landsholdsspiller Moussa Dembele.

Fulham-træner Martin Jol bekræfter således på klubbens hjemmeside, at man har accepteret et bud på Dembele, der blot har optrådt to sæsoner i Premier League siden sit skifte fra hollandske AZ Alkmaar i 2010. Det vurderes, at Tottenham må af med et beløb i omegnen af 140 mio. kr. for den offensive midtbanespiller.

Sommeren igennem har Dembeles navn været kædet sammen med flere af Premier Leagues helt tunge drenge såsom Manchester United og Chelsea, men meget tyder altså på, at det bliver Tottenham, der sikrer sig den 25-årige belgiers underskrift.