Fernandinho: Kæmpede for at komme væk
Illustration
Premier League

Fernandinho: Kæmpede for at komme væk

Manchester Citys nye midtbanespiller Fernandinho afslører, at han kæmpede en intens kamp for at komme væk fra Shakhtar Donetsk.

Den 28-årige midtbanespiller Fernandinho er skiftet til Manchester City fra Shakhtar Donetsk for et transferbeløb, der ligger i omegnen af 270 millioner kroner. Den brasilianske midtbanespiller kæmpede hårdt for at overbevise Shakhtar om, at han skulle have muligheden for et skifte til Premier League.

- Jeg er lettet. Det var en hård kamp. Forhandlingerne var intense, de tog mange dage og jeg droppede en dag min ferie. Alle forlod byen efter ligaens afslutning, men jeg blev for at overbevise klubben om, at de ikke skulle forlange så mange penge for mig, forklarer Fernandinho til Globo.

Det endte som bekendt med at være Manchester City, der løb med midtbanespilleren, og den høje pris skulle blandt andet teste englændernes vilje til at hente Fernandinho til klubben.

Sandheden er, at jeg ønskede at forlade Shakhtar efter otte sæsoner. Jeg fortalte det til dem, og da jeg er elsket af klubben og af klubbens fans, indvilgede klubben i at sælge mig. Den høje pris var for at undersøge, om City ønskede at hente mig, siger Fernandinho.

Brasilianeren har spillet fem kampe for Selecão, og han håber at skiftet til Premier League kan sikre ham en plads i landsholdstruppen ved VM i hjemlandet næste sommer.