Simon Kjær om Anfield-besøg: YNWA var en fed oplevelse
Foto: Getty Images
Premier League

Simon Kjær om Anfield-besøg: YNWA var en fed oplevelse

Vi har taget en snak med Simon Kjær om besøget på Anfield, da Liverpool og Sevilla tørnede sammen i Champions League tidligere på ugen.

Simon Kjær spillede onsdag aften sin første gruppespilskamp i Champions League, og det blev en kamp, som han ikke kommer til at glemme lige foreløbigt.

Efter et have været bagud 1-2 kom Sevilla tilbage på 2-2 og hev ét point med fra Anfield. Simon Kjær føler også, at det var et fair resultat, selvom de havde det svært i store dele af første halvleg.

- Vi får ikke spillet til at flyde i starten af kampen, og det bliver ikke bedre af, at vi kommer på 1-0. De kommer med et enormt pres, som vi har svært ved at spille os ud af - og vi har alt for svært ved at holde på bolden. Det får vi først styr på i anden halvleg og kommer meget bedre med i spillet. Vi får udlignet og har en stor chance til sidst til at sikre os sejren og alle tre points, men jeg synes set over hele kampen, at uafgjort er et ok resultat, siger Kjær til PLBOLD.DK.

Artiklen fortsætter under billedet

Simon Kjær & Co. stod overfor Liverpools hurtige offensiv med Sadio Mané og Mohamed Salah på de to offensive kanter, og danskeren roser især Mohamed Salah.

- Jeg synes, at Salah spillede en rigtigt god kamp imod os, men det er generelt et godt hold, når de på deres kollektive spillefacon får lagt tryk på, og det kører for dem. Det gjorde det i den første halve time, indtil vi begynder at spille mere på vore egne præmisser og kom godt med i kampen.

- Liverpool har lynhurtige kanter, en angriber, der er klog og god til at holde i bolden, midtbanespillere, der kunne læse andenboldende rigtigt godt og vinde de fysiske dueller. Og tilsammen kunne de derfor lægge et godt pres på os i starten af kampen. Vi kom godt med, fik et fint resultat på udebane, og nu venter der en helt anden kamp i Sevilla.

- Jeg vil glæde mig til at møde Liverpool igen, for det er den slags kampe, jeg spiller fodbold for. Det sportslige betød alt, da jeg skiftede klub i sommer. Jeg kunne komme til en topklub, både internationalt og i den liga, der for mig er den bedste i verden. Når du ser på de internationale resultater - og på UEFAs rangliste, så er det svært at pege på andet end La Liga.

Artiklen fortsætter under billedet

Det var ikke danskerens første besøg i Merseyside, da han tidligere har spillet mod Everton, men det var første besøg på Anfield - og det var en stor oplevelse for Simon Kjær.

- Anfield er et stadion med en utrolig historie, og der var en rigtig god stemning. Men jeg synes nu også, at Liverpool kan glæde sig til at opleve stemningen på vores stadion. Generelt er det fedt at spille på de største stadions. Jeg har efterhånden været en del år i store fodboldlande og har spillet på så mange berømte stadions i de forskellige ligaer, og det er da nogle fede krydser at sætte på listen over ting, man har opnået med fodbolden.

- Nu er jeg så i Spanien, hvor der også venter en masse gode oplevelser på de forskellige stadions - og ikke mindst på vores eget.

Mange fodboldspillere ser frem til at mærke atmosfæren på Anfield, og det var også en stor oplevelse for den danske landsholdsanfører at høre over 40.000 Liverpool-fans synge You'll Never Walk Alone.

- Det var helt sikkert en fed oplevelse at stå der på banen og høre tilskuerne synge, for det har man jo hørt så meget om, men mit fokus var nu rigtigt meget på kampen, vi stod foran. Så jeg tror, at det var mere specielt for min far, fætter og onkel oppe på tribunen, slutter Simon Kjær.

Returopgøret på Ramón Sánchez Pizjuán Stadium spilles den 21. november og er den anden sidste kamp i gruppespillet.