Video : Tipsbladet
Premier League

Laudrup svinger kniven: Farvel til Eriksen

Christian Eriksens kontrakt med Manchester United løber frem til sommeren 2025, men ifølge Brian Laudrup er det næsten sikkert, at den danske stjerne forlader den engelske storklub efter denne sæson.

Manchester United bør skille sig af med Christian Eriksen til sommer. 

Sådan lyder vurderingen fra Brian Laudrup, der mener, at "De Røde Djævle" skal foretage en større udrensning i spillertruppen efter denne sæson. 

Viaplay-eksperten har peget på hele 12 navne, som Manchester United bør sige farvel og tak til, og på denne liste optræder altså Christian Eriksen. 

- Der er også nogle meget, meget store profiler. Vi snakker jo Christian Eriksen, og vi snakker Casemiro, Varane, Maguire og så videre. Der er mange store navne, som også har været profiler i de seneste sæsoner.

- Men for mig at se handler det også om, at der er nogle spillere, der ligesom har været der... også Sancho, der er blevet lejet ud igen. Det har været lidt smerteligt at se et så stort talent, der ikke kan få det til at fungere, lyder det fra Brian Laudrup. 

Ifølge den danske landsholdslegende bør Manchester United gå efter at så sagt farvel til en håndfuld af de ældre spillere. 

- Christian Eriksen får ikke noget spilletid. Casemiro begynder også at være en ældre spiller. Så jeg mener, at man på en eller anden måde skal ud og erstatte de her spillere, så man kan prøve at få skabt et nyt moderne udtryk. Altså et hold, der også kan presse bedre, og som får nogle nye, unge, hurtige og sultne spillere ind, lyder det fra Brian Laudrup. 

Loading Poll...

Viaplay-eksperten bliver herefter spurgt direkte, om Christian Eriksen bare ikke er god nok til Manchester United. 

- Nej, det er han ikke. Et klart eksempel nu er, at han jo ikke får ret meget spilletid. Vi hørte også Jan (Mølby, red.) sige, at det, der er den onde cirkel her, det er, at når han (Eriksen, red.) så får lov til at spille, så er han slet ikke oppe i gear.

- Og det er svært, når du er 32 år. Derfor er jeg nærmest sikker på, at han forlader Manchester United efter den her sæson, lyder svaret fra Brian Laudrup. 

I de seneste fem Premier League-kampe er det kun i 2-1-nederlaget til Fulham, at Christian Eriksen har fået spilletid. Her blev den danske stjerne indskiftet i anden halvleg. 

Se hele Brian Laudrups analyse af Manchester Uniteds spillertrup i afspilleren over artiklen.