I går aftes, torsdag, fik Liverpool én på sinkadusen af Atalanta i Europa League på Anfield, og mon ikke der har siddet en masse tilhængere hos rivalerne fra Manchester United og frydet sig gevaldigt.
Det gjorde den danske angriber Rasmus Højlund i hvert fald.
Efter nederlaget sendte danskeren nemlig en kærlig hilsen til sin tidligere klub Atalanta på det sociale medie Instagram, hvor han lagde et billede op af resultatet med teksten 'mola mia' - et lokalt udtryk fra Bergamo, der løst kan oversættes til 'aldrig giv op'.
Og selvom det nok først og fremmest er en hyldest til klubben, hvor Højlund fik sit gennembrud, må det nok også læses som en stikpille til rivalerne fra Liverpool, der har haft flere hæsblæsende opgør mod 'De Røde Djævle' på det seneste.
Her har Højlund dog endnu til gode at komme på måltavlen mod Liverpool.
Manchester-klubben ligger i skrivende stund nummer seks i Premier League.