Reid årets spiller i West Ham
Illustration
Premier League

Reid årets spiller i West Ham

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid er årets spiller i West Ham.

Det kan godt være, at danske fans var lidt utilfredse med Winston Reid, der i 2010 valgte at droppe drømmen om det danske landshold og i stedet stille op for New Zealand under VM i 2010. Skiftet har dog været perfekt for Winston Reid, der efter en flot slutrunde blev solgt til West Ham. Den engelske klub rykkede dog efterfølgende ned, men siden er klubben tilbage i det bedste selskab.

I år er klubben på en imponerende 10.plads i Premier League og har sikret sig endnu en sæson i den bedste række i England. En af de afgørende faktorer har været Winston Reid, der efter en fornem sæson for "The Hammers" er blevet kåret til årets spiller i West Ham af klubbens fans.

- Det er noget af en pris at blive årets spiller i West Ham. Jeg har været i klubben i næsten tre år, og jeg føler mig hjemme, så det er dejligt at være værdsat. Andre spillere har også gjort det godt, så det er dejligt. Jeg tror, at alle spillere tror på sig selv og tror på, at de kan gøre det godt, men man er også nødt til at have lidt held gennem en lang sæson, men arbejder man hårdt, så får man de ting, man fortjener, siger Winston Reid til klubbens hjemmeside.

Den 24-årige forsvarsspiller har startet på banen i 34 af West Hams 36 kampe i denne sæson i Premier League, og han har scoret en enkelt gang for klubben. Med klubbens eksistens i Premier League sikret, glæder Winston Reid sig nu til lidt ferie.

- Jeg er virkelig glad for den sæson, jeg har haft. Nu glæder jeg mig til ferie, og så glæder jeg mig til den nye sæson, siger Winston Reid.

Forsvarsspilleren blev hentet i danske FC Midtjylland i sommeren 2010.