Premier League

Så afhængige er Liverpool af Torres og Gerrard

Ny undersøgelse viser, hvor stor betydning Liverpools to største og i øjeblikket skadesplagede stjerner har for holdets resultater.

Debatten om, hvor afhængige Liverpool er af de to profiler Fernando Torres og Steven Gerrard, har været et diskuteret emne længe.

Nu har VM-sponsoren Castrol Football foretaget en undersøgelse, der kan give en del af svaret, og resultatet er klokkeklart:

I en måling foretaget over de seneste 12 måneder topper Torres og Gerrard topscorerlisten for Premier League med henholdsvis 18 og 17 mål. Chelsea’s Nicolas Anelka deler dog andenpladsen med Gerrard med sine 17 mål.

På assistlisten ligger Gerrard nummer tre med 12 af slagsen siden november 2008 - kun overgået af Arsenals Cesc Fabregas, og Chelseas Frank Lampard der begge har stået for 13 assists.

Når parret har været sat udenfor af forskellige årsager, har Liverpool i gennemsnit kun præsteret ét mål og 3,7 skud inden for målrammen pr. kamp. Til sammenligning ligger snittet på 2,3 mål og 7,6 skud på mål pr. kamp, når begge spillere har været på banen.

Læs også: Gerrard og Torres måske under kniven

I oktober måned vandt Liverpool kun én af de fire kampe, holdet måtte undvære begge spillere.

Siden starten af 2007/08-sæsonen har Liverpool vundet 69 procent af Champions League-kampene med både Gerrard og Torres på banen, mens kun 29 procent af kampene er vundet uden den ene eller begge stjernerne på banen.

Den tidligere engelske landsholdsanfører Alan Shearer siger:

- Et hvilket som helst hold i verden ville savne spillere med kvalitet som Gerrard og Torres. Gerrard er en inspirerende anfører og en udsøgt all-round midtbanespiller, som er helt på toppen. Torres er ganske simpelt en af de bedste angribere i verden i øjeblikket.

- Men alle gode hold skal kunne klare at undvære nøglespillere, og Rafael Benitez må ty til andre spillere i truppen til at lukke hullerne, når en af spillerne er ude.

Læs også: Benitez: Agger igen med rygproblemer

Liverpool er i øjeblikket under maksimalt pres i både Champions og Premier League, hvor der er brug mere end bare gode kampe for at vende en truende fiasko til succes, men både Fernando Torres og Steven Gerrard døjer med skader, der for begge parters vedkommende kan ende med operationer.