Succesfuld Huddersfield-dansker: Det hårde arbejde betaler sig
Foto: Gareth Copley/Getty Images
Premier League

Succesfuld Huddersfield-dansker: Det hårde arbejde betaler sig

Den danske midtbanespiller Philip Billing har stor succes i engelsk fodbold og Huddersfield, der lige nu kæmper i toppen af the Championship. Billing er ikke kommet sovende til sin succes.

Han er kun 20 år, og for kun få måneder siden var det de færreste, der kendte Philip Billing.

Men den 193 centimeter høje midtbanespiller, der har en fortid i Esbjerg, er godt i gang med at slå sit navn fast i den engelske Championship, hvor midtbanespilleren så sent som for en uge siden blev matchvinder med en sen scoring mod Reading.

Danskeren er vokset i denne sæson, hvor han har kæmpet sig ind på holdet og er blevet vist tillid af den tysk-amerikanske manager David Wagner.

- Det har været svært på grund af mine skader. Og det har været hårdt at komme hertil. Det har krævet en stor tålmodighed, hvor jeg hele tiden har skullet vente på min chance. Det har været frustrerende til tider, men nu betaler det hårde arbejde sig tilbage. Og det har styrket mig mentalt,« siger Philip Billing til BT.

Huddersfield er aktuelt nummer tre i den næstbedste engelske række, og holdet er formstærkt, selv om det i weekenden kun blev til uafgjort. Aktuelt er der kun fem point til Newcastle på andenpladsen.

Danskeren har kontrakt med Huddersfield frem til sommeren 2020. I denne sæson er det blevet til 13 kampe for det tidligere Esbjerg-talent, og med gode præstationer på det seneste venter der formentlig en del flere fremover.

Næste opgave for Philip Billing og Huddersfield er et møde med Manchester City på Etihad i FA Cuppen.