Terry taler ud om stop: Chelsea ville ikke forlænge
Premier League

Terry taler ud om stop: Chelsea ville ikke forlænge

John Terry har netop bekræftet, at han er i gang med sin sidste sæson hos Chelsea FC.

John Terry har bekræftet, at han ikke får forlænget sin aftale med Chelsea FC, som udløber i slutningen af denne sæson. Dermed spiller klublegenden lige nu sin sidste sæson på Stamford Bridge nogensinde.

Terry bekræfter, at han ikke fik den karriereafslutning i Chelsea, han havde håbet på. Den 35-årige kaptajn siger således om stoppet i hjerteklubben:

- Jeg var til møde i sidste uge før Arsenal-kampen og jeg fik besked om, at min kontrakt ikke ville blive forlænget. Det bliver ikke til en eventyrafslutning, jeg stopper ikke karrieren som Chelsea-spiller, siger Terry og uddyber:

- Det var desværre et nej (fra klubben). Jeg skal afslutte min karriere et andet sted, hvilket tog mig et par dage at komme mig over. Klubben kommer videre. Ingen spiller er større end klubben. Ideelt, så ville jeg gerne være blevet, men klubben vil i en anden retning. De skriver helt sikkert under med en eller to fantastiske forsvarsspillere til sommer.

- Jeg vil komme tilbage som Chelsea-fan i de kommende år og jeg vil komme med mine børn og se holdet gøre det fantastisk. Desværre, så bliver det ikke med mig, men jeg vil gerne se holdet gøre det godt. Det bliver mit sidste år her og jeg vil slutte på toppen, siger Terry.

Terry har spillet i Chelsea i hele sin karriere og betegnes som klubbens mest succesfulde kaptajn nogensinde.