Tottenham-manager: Eriksen gør det godt for os
Illustration
Premier League

Tottenham-manager: Eriksen gør det godt for os

Mauricio Pochettino er ligeglad med landstræner Morten Olsens kritik af Christian Eriksen. Tottenham-manageren peger på, at Christian Eriksen gør det godt for Tottenham.

Landstræner Morten Olsen forventer sig meget af det offensive es Christian Eriksen, når Tottenham-spilleren er at finde på landsholdet. De sidste par kampe har Eriksen dog ikke ramt niveauet, og det har fået Morten Olsen til at kritisere Eriksen, som han forventer sig meget af. Kritikken, siger Olsen, skal ses i lyset af, at Eriksen er så talentfuld og dygtig, at han skal styre kampene.

Den kun 22-årige offensivspiller, der allerede har 48 landskampe på cv'et for Danmark, er nu tilbage i Tottenham, hvor han sammen med resten af truppen forbereder sig på et svært udebaneopgør mod Manchester City. Manager Mauricio Pochettino deler dog ikke Morten Olsens kritik. Tværimod.

- Det er ikke mit problem, det er hans (Morten Olsens, red.). Mit problem er at passe på Christian Eriksen. Jeg er meget, meget glad for hans præstationer og hans engagement. Han er en rigtig professionel spiller, og han engagerer sig godt. Jeg har aldrig analyseret, hvad landstrænere siger om mine spillere, siger Pochettino på et pressemøde inden kampen mod Manchester City og uddyber:

- Han er en rigtig god spiller, en vigtig spiller for Tottenham. Jeg er glad for den indflydelse, han har på holdet og klubben. Han er stadig ung, og han ved, han skal blive bedre, men vi er meget tilfreds med ham.

Tottenham møder som sagt Manchester City på udebane. I sidste sæson tabte Tottenham stort, så der er noget at rette op på for Eriksen og holdet.