Wenger er klar til at bruge penge nu
Foto: Danny Moloshok/Polfoto
Premier League

Wenger er klar til at bruge penge nu

Arsenal er på jagt efter en ny spiller til midterforsvaret, og klubbens manager Arsene Wenger lægger ikke skjul på, at sådan noget koster.

Den engelske klub Arsenal har i mange år været udskældt for ikke at bruge de nødvendige penge på at tage det sidste ryk, så de for alvor kan blive en mesterskabskandidat i Premier League - og det er selvom man har købt spillere som Özil og Sanchez, som har kostet pænt.

Men nu siger klubbens manager Arsene Wenger, at de nu er klar til at bruge penge. Det sagde han til et pressemøde, som blev sendt ud via Arsenals hjemmeside.

På rygtebasis har 'The Gunners' været tæt på at hente den tyske forsvarsspiller Shkodran Mustafi fra Valencia, ligesom at danske Simon Kjær også er blevet nævnt som en mulighed for London-klubben.

Navne får man dog ikke ud af den franske manager.

- Jeg synes, det er bedst, hvis vi lader være med at tale om individuelle navne nu og her, men vi er klar til at bruge de penge, vi har, lyder det fra Wenger.

I den forbindelse blev der også stukket lidt til de andre Premier League-klubber, hvor et gæt kunne være Manchester City, da han nævnte, at man skal være meget omhyggelig, når man skal bruge så mange penge.

- Det er svært at finde ud af, hvor gode spillerne egentlig er, og man har mange eksempler her i England, hvor man har brugt store summer på forsvarsspillere, som ikke har slået igennem. Det er vigtigt, at man bruger pengene på den rigtige måde - det er ikke mine jo, siger Wenger.