Video : Tipsbladet
La Liga

Karantænefare: Ronaldo kan være ude i månedsvis

Cristiano Ronaldos røde kort mod FC Barcelona kan få flere forskellige efterspil.

Real Madrid og FC Barcelona har det med at spille nogle hæsblæsende og kontroversielle opgør, og søndag var ingen undtagelse, da de to kæmpeklubber tørnede sammen i den første af to finalekampe i den spanske Super Cup.

Zinedine Zidanes tropper hev fortjent en 3-1 sejr med hjem fra Camp Nou, og det var særligt takket være et drømmemål af en indskiftet Cristiano Ronaldo, der dog efterfølgende modtog et gult kort for at tage trøjen af i forbindelse med sin målfejring.

Ikke mange sekunder efter fik superstjernen så gult kort nummer to, da dommeren vurderede, at han i en løbeduel med Umtiti faldt for let, og så var kampen allerede slut for superstjernen. 

Ronaldo var rasende over dommen, da han selv mente, at han blot mistede balancen i situationen. En frustreret Ronaldo gav efterfølgende dommer Ricardo De Burgos Bengoetxea et bestemt puf i ryggen, og den situation kan nu gå hen og få et uheldigt efterspil for portugiseren.

Dommeren skrev nemlig skubbet ind i sin rapport fra kampen:

- Efter at det røde kort var blevet vist, skubbede spilleren mig let i uenighed, skrev dommeren ifølge Marca.

Hvis det spanske fodboldforbund vælger at tage sagen op, kan det gå hen og blive alvorligt. Ifølge artikel 96 i det spanske fodboldreglement kan det at skubbe en dommer nemlig variere fra fire til hele tolv spilledages karantæne. Det skriver Marca.

På den anden side er det heller ikke udelukket, at Cristiano Ronaldo allerede kan spille returkampen på onsdag. Anfører Sergio Ramos fortæller nemlig efterfølgende, at dommen godt vil kunne blive appelleret:

- Jeg stod langt væk, men det lignede blot en aktion, hvor Cristiano taber sin balance snarere end filmer. Den kunne godt blive appelleret. Du sender en nøglespiller ud med ti minutter tilbage af et El Clasico. Det skal man altid lige evaluere, lyder det fra Sergio Ramos til Marca. 

Ramos roser desuden sit hold, mens han samtidig fastholder, at Barcelonas enlige mål ikke skulle have stået. Fra hvor han stod lignede det nemlig, at Luis Suarez filmede i situationen, hvor han fremtvang det straffespark, som Lionel Messi efterfølgende scorede på. 

Returkampen spilles onsdag.