Superliga

Utaka lignede hængt kat

OB-angriberen Peter Utaka var ikke noget fysisk vidunder, da han sidste sommer blev præsenteret i den fynske klub efter hjemmekampen mod Randers FC.

Det var med lav stemmeføring og beskedne attituder, at nigerianske Peter Utaka præsenterede sig selv foran journalisterne på Fionia Park efter 3-1 sejren over Randers FC 30. august.

Trods 36 mål i 42 kampe for Royal Antwerpen i Belgien sæsonen forinden var den dengang 24-årige angriber mest kendt for at være lillebror til Portsmouth John Utaka, og Peter Utaka havde også broderen i tankerne, da han skrev kontrakt med OB.

- Jeg ville gerne til Danmark, fordi det er en større udfordring end at spille i Belgien. Jeg tror, at klubberne i England, Tyskland og de andre store ligaer holder mere øje med Danmark end Belgien. Det er helt klart en drøm for mig at spille sammen med min bror i Premier League, sagde Peter Utaka dengang til Tipsbladet.

Læs også: OB-angriber har Premier League-drøm

Dårlig fysik
Efterfølgende gik der en rum tid - faktisk indtil salget af Djiby Fall i begyndelsen af marts - indtil Peter Utaka fik sit fynske gennembrud, og det er der ifølge OB-anfører Chris Sørensen en god forklaring på.

- Utaka var ikke i form, da han kom. Han lignede en hængt kat. Han og klubben vidste, at han skulle have en tilpasningsperiode, før han kom i form. Han kunne mærke det selv. Når han havde pulsur på, var han ved at sprænge det, fortæller Chris Sørensen til tipsbladet.dk.

- Han skal somme tider have et spark bagi, når han ikke gider løbe så langt som os andre, men han er blevet en gevinst og har grebet chancen, lyder det videre fra Chris Sørensen.

Læs også: Utaka til Bordeaux?

Efter et flot forår endte Peter Utaka som en af ligaens mest scorende spillere med 12 mål. Peters bror John ser derimod ud til at være på vej væk fra Portsmouth, der trods et nyligt salg til en rigmand fra Abu Dhabi ikke ligefrem har Premier Leagues bedste økonomi.

Læs også: Portsmouth på arabiske hænder