Draxler enig med Juventus
Foto: Martin Meissner/Polfoto
Serie A

Draxler enig med Juventus

Schalke 04's Julian Draxler er så småt på vej til Italien. Ifølge hans agent er spilleren enig med Juventus om en kontrakt. Nu skal klubberne enes.

Julian Draxler synes tabt for Schalke 04. Han er således blevet enig med Juventus om sine personlige vilkår, og dermed mangler de italienske mestre blot at finde en købspris, som Schalke kan acceptere.

Det fortæller den 21-årige verdensmesters agent til Goal, der samtidig erfarer, at kontrakten kommer til at lyde på 28 millioner kroner om året. 

- Nu er vi på et stadie, hvor kun Schalke og Juventus skal tale sammen, og efter det må vi se, hvad der sker, lyder det fra Roger Wittmann.

Draxlers kontrakt med Schalke løber til 2018, og ifølge Goal forlanger klubben 260 millioner kroner for sin unge profil. Juventus er dog endnu ikke interesseret i at betale meget mere end 185 millioner.