Zlatan ser ud til at blive i Paris
Foto: Anders Wiklund/Polfoto
Serie A

Zlatan ser ud til at blive i Paris

Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic lader til at fortsætte karrieren i Paris Saint-Germain trods rygter om det modsatte.

Sveriges største spiller Zlatan Ibrahimovic fylder 34 år i efteråret, og superstjernen, der fortsat er blandt verdens bedste angribere, er på vej ind i sin fjerde sæson med de franske mestre Paris Saint-Germain. Og som det ser ud lige nu, kommer han til at spille i den franske klub næste sæson, selv om der havde været rygter om, at Zlatan ville væk fra Frankrig.

Ikke overraskende var flere klubber - heriblandt AC Milan - interesseret, skulle Zlatan ønske at forlade PSG, ligesom vi fortsat er nogle, der nærer et håb om at se svenskeren i Premier League.

Italienske aviser skriver, at Zlatan med sin agent Mino Raiola var til møde med Paris Saint-Germains præsident, fordi Zlatan angiveligt ville forsøge at komme ud af den kontrakt, der udløber om et år. Men mødet endte i forsoning, og nu skulle det altså være klart, at "Ibra" bliver hos de franske mestre.

Aviser havde ellers skrevet, at Zlatan ville forsøge at komme ud af sin kontrakt et år før tid, så han kunne vende tilbage til Italien, Milano og AC Milan, hvor han spillede fra 2010 til 2012 og lavede mange mål.