AaB-angriber tørster efter spilletid: Mangler afklaring fra klubben
Foto: Getty Images
Superliga

AaB-angriber tørster efter spilletid: Mangler afklaring fra klubben

AaB-spilleren Sebastian Grønning Andersen mangler afklaring fra AaB og fortæller, at der er interesse for angriberen i indland såvel som udland.

Under Lars Søndergaard fik den unge AaB-angriber Sebastian Grønning rigeligt med indhop - blandt andet i Telia Parken mod FC København samt hjemme mod Brøndby. 

Efter Morten Wieghorsts ankomst til Aalborg Portland Park har spilletiden dog været særdeles begrænset for Grønning, der blot har fået 20 minutters spilletid i Superligaen i foråret - i 4-0-nederlaget mod OB. 

Selv forklarer han den manglende spilletid under Wieghorst med taktiske årsager. 

- Først og fremmest skyldes det jo, at jeg ifølge træneren ikke har været god nok. Derudover er det to trænere med vidt forskellige taktikker og synspunkter. Lars Søndergaard spillede en lidt andet taktik end Morten Wieghorst ønsker, og derudover synes jeg også, at det virker til Lars kunne se noget mere i mig end Morten kan. Min rolle i truppen var i hvertfald end anden under Lars, fortæller Grønning til tipsbladet.dk. 

Grønning har om seks måneder kontraktudløb hos AaB. Han fortæller, at han mangler afklaring fra den sportslige ledelse.  

- Min agent og jeg er løbende i kontakt med den sportslige ledelse, men jeg føler, at der mangler en afklaring. Det er derfor noget svært at forholde sig til fremtiden i klubben. Samtidig vil jeg da heller ikke ligge skjul på, at jeg tørster efter noget fast spilletid, men jeg har også underskrevet en kontrakt, og den har jeg tænkt mig at leve op til. 

Med seks måneder tilbage af kontrakten må Grønning nu frit forhandle med andre klubber - og der er interesse i ind- såvel som udland. 

- Min agent holder styr på det og det holder han styr på. Jeg ved dog, at der har været interesse fra andre klubber - og det er både i ind- og udland, slutter han. 

Grønning har scoret et mål for AaB. Det faldt i en pokalkamp mod Nørresundby.