Video : Tipsbladet
Superliga

AGF overvejer fortsat Thomas Juel-Nielsen

AGF vil vente til efter sæsonen med at træffe en beslutning i forhold til Thomas Juel-Nielsen, der har gjort en god figur i foråret.

AGF's midterforsvarere faldt som fluer i vinterpausen, og det tvang århusianerne til at agere på transfermarkedet. Ind blev hentet Thomas Juel-Nielsen fra Falkenbergs FF, og han blev udstyret med en kort kontrakt frem til juni. Forsvarsspilleren har udfyldt sit vikariat på fornem vis.

Thomas Juel-Nielsen har været habil i forsvaret, og det er tilmed lykkedes ham at score to mål. Snart skal AGF afgøre, om samarbejdet skal forlænges, og ifølge Århus Stiftstidende overvejer klubben lige nu situationen. En endelig beslutning vil næppe blive truffet, før AGF kender sin skæbne for næste sæson.

- Jeg håber da på, at AGF gerne vil beholde mig. Jeg er utrolig glad for at være her, og er positiv, hvis AGF skulle have lyst til at fortsætte samarbejdet. Det er op til klubben at tage fat i mig, hvis de kunne tænke sig at fortsætte med mig i truppen. Men det er ikke noget, jeg bruger energi på at tænke over lige nu. Jeg har udelukkende fokus på at slå Viborg på søndag, siger Thomas Juel-Nielsen til avisen.

Thomas Juel-Nielsen har tidligere tørnet ud for Hvidove, AB, Sandefjord og altså senest Falkenbergs FF.