AGF-tilgang hylder sin rolle
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

AGF-tilgang hylder sin rolle

Daniel A. Pedersen var torsdag i aktion for første gang i AGF-trøjen, og det skabte gode reaktioner.

Flere handler gennemføres denne sommer, men allerede i vinterens transfervindue rykkede man i AGF. Her hentede oprykkerne Silkeborg-spilleren Daniel A. Pedersen, der dermed kunne blive i Alka Superligaen trods nedrykning i søhøjlandet. 

Torsdag var midtbanespilleren så i aktion for første gang, da AGF mødte FC Nordsjælland i en testkamp. Her leverede han et positivt indtryk, og var selv godt tilfreds trods en svingende start: 

- Det var en lidt svær start, vi fik, fordi vi lige skulle finde vores fodfæste som hold. Men som kampen skred frem, synes jeg, at vi blev bedre og bedre. Vi sidder på det i anden halvleg, og der går lang tid, før de har en decideret chance. Vi har selv et par stykker og kunne godt have vundet. Men det var en fin start, og dejligt, at vi fik "point", selvom det blot var en træningskamp, siger Daniel A. Pedersen til klubbens hjemmeside.
 
Han glæder sig samtidig over sin rolle på midtbanen: 
 
- Det var dejligt at komme i gang. Det er længe siden, at jeg har spillet denne formation, og det skulle jeg lige vænne mig til. Men jeg kan godt lide den rolle, jeg har på banen.  Det har været fedt. Jeg føler mig i god form, og jeg føler, at jeg er kommet godt ind på holdet, understreger han.
 
Daniel A. Pedersen skiftede til AGF fra Alka Superliga-nedrykkerne Silkeborg. Allerede i vinteren blev man enige om aftalen, men på kontroversiel vis måtte midtbanespilleren blive i klubben trods hån og had fra egne fans.