Avis: FCK og Vålerenga enige om Grindheim
Illustration
Superliga

Avis: FCK og Vålerenga enige om Grindheim

FC København og Vålerenga er nået til enighed om en pris for Christian Grindheim, så nu er det op til nordmanden selv at få skiftet på plads.

FC København har ikke brug for Christian Grindheim, og det faktum er gået op for den norske midtbanespiller, der i det meste af 2013 har været lejet ud til Vålerenga. Her kunne Grindheim godt tænke sig at blive, og nu ser det ud til, at han får det ønske opfyldt.

Det har tidligere været fremme, at FC København og Vålerenga har haft lidt problemer med at nå til enighed om en pris for Christian Grindheim, men hvis man skal tro BT, er det problem nu løst, og det er således op til nordmanden selv at nå til enighed med Tippeliga-klubben, hvor han har gjort det fremragende, siden lejeaftalen kom i stand.

Grindheim tager sig imidlertid særdeles godt betalt for sine tjenester, så selv om det ligger lige til højre benet, at nordmanden bliver enig med Vålerenga om en permanent aftale, bliver der formentlig hård kamp ved forhandlingsbordet.

Hvis Christian Grindheim og Vålerenga – mod forventning – ikke kan blive enige, returnerer midtbanespilleren til FC København om en uge – sammen med angriberen Mustafa Abdellaoue i øvrigt.