Superliga

Avis: Goodson ikke til Tyrkiet i dag

Clarence Goodson skal ikke til Tyrkiet i dag for at færdiggøre et klubskifte til Orduspor - det har klubbens præsident ellers hævdet.

I går så det ud til, at Clarence Goodson ville være fortid i Brøndby i løbet af onsdagen. Præsidenten for den tyrkiske klub Orduspor fortalte til nationale medier, at forsvarsspilleren ville lande i Tyrkiet i dag, onsdag, for at forhandle en kontrakt på plads. Tidligere har selvsamme præsident udtalt, "at man indenfor et par dage ville hente en forsvarsspiller, der spiller i Brøndby".

Virkeligheden er dog en ganske anden, hvis man skal tro Ekstra Bladet. Ifølge avisens oplysninger er Clarence Goodson nemlig ikke lige så interesseret i Orduspor, som Orduspor er i ham, og sikkert er det, at amerikaneren IKKE skal til Tyrkiet i dag.

For det første er Clarence Goodson kristen, og han er ikke sikker på, at han vil befinde sig godt i et meget muslimsk land som Tyrkiet. Desuden har mange af de mindre, tyrkiske klubber tidligere været kendte for at sløse med udbetalingen af løn, og også det faktum giver Clarence Goodson panderynker.

Ekstra Bladet skriver samtidig, at det på ingen måde er Brøndby, der blokerer for anførerens afgang. Angiveligt skulle klubben være villige til at give forsvarsspilleren en fri transfer, således Brøndby i fremtiden sparer de 200.000 kroner, som Goodson efter sigende hæver hver måned.

Orduspor er på 13. pladsen i den tyrkiske Superlig.