Avis: Stuttgart vil ikke have Jan Kliment
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Stuttgart vil ikke have Jan Kliment

Stuttgart har ingen interesse i at få Jan Kliment tilbage fra Brøndby IF, skriver tysk avis.

Tjekkiske Jan Kliment blev forud for denne sæson udlejet fra Stuttgart til Brøndby IF med det sigte at få fast spilletid, men det har angriberen ikke på noget tidspunkt været rigtig i nærheden af på Vestegnen.

Jan Kliment har blot spillet fire Superliga-kampe fra start ud af sine 18 optrædener, og det er blevet til en enkelt scoring - den faldt tilbage i oktober, da han udlignede til 1-1 ude mod FC Nordsjælland. Om en måned udløber hans lejeaftale med Brøndby, og selv om Kliment ikke umiddelbart har gjort et særlig godt udstillingsarbejde for sig selv, så er det stadig en mulighed, at han bliver i Danmark.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, fastslog i weekenden, at Jan Kliments situation er uafklaret.

- Status er, at vi har en lejeaftale med ham til 30. juni, og den tid bruger vi til at diskutere videre. Han forventes tilbage til første træning, og så må vi se, om han stopper igen 30. juni, lød det fra Troels Bech.

Tilbage i marts fortalte hovedpersonen selv til tipsbladet.dk, at han forventer at forlade Brøndby ved udgangen af juni for at returnere til Stuttgart, men hvis man skal tro lokalavisen Stuttgarter Nachrichten, er der ikke meget at hente for Jan Kliment i den kommende Bundesliga-klub.

Ifølge avisen ser Stuttgart ikke nogen fremtid for Jan Kliment i klubben, og hvis han vender tilbage fra Brøndby, kan han med stor sandsynlighed se frem til at træne med U23-holdet, mens der arbejdes på en løsning i kulisserne.

Jan Kliment har spillet 10 kampe og scoret et mål for Stuttgart. Han har kontrakt frem til sommeren 2019.