Berggreen fik hul på bylden: Det betyder alt
Illustration
Superliga

Berggreen fik hul på bylden: Det betyder alt

Hobro-angriberen var målløs inden kampen mod Brøndby søndag aften, men med to scoringer var han en medvirkende årsag til, at Hobro besejrede Brøndby med 3-0.

Der har været pres på, for som angriber bliver du ofte målt og vejet på, hvor mange mål du scorer. Og dem havd Emil Berggreen før søndagens møde med Brøndby lavet ingen af. Presset er selvfølgelig mindre i perioder, hvor det går godt, men før mødet med Brøndby var Hobro uden sejr i syv kampe i streg, hvorfor der blev stillet spørgsmålstegn ved den tidligere Brønshøj-angribers målnæse.

Han fik dog svaret igen på flotteste vis, og med to scoringer var han i den grad manden, der sendte Brøndby hjem med et nederlag på 0-3. Emil Berggreen, 21, har dog også selv ventet på målene, og da han fik den første i nettet kort inden i anden halvleg, kom den næste kun fire minutter senere.

- Det betyder alt. Man lægger lidt pres på sig selv, når man er angriber og rigtig gerne vil score mål. I dag havde jeg held med det, og jeg er sikker på, at det kan sætte skub i tingene fremadrettet. Og så var det fedt, at det skete på hjemmebanen foran et fantastisk publikum, siger Emil Berggreen til nordjyske.dk.

Hobros tredje scoring blev sat ind af Mads Hvilsom kort før tid, og holdet er altså endnu ikke færdig med at skabe store overraskelser i årets Superliga.