Bo Henriksen: SønderjyskE er kæmpe-favoritter
Superliga

Bo Henriksen: SønderjyskE er kæmpe-favoritter

Bo Henriksen tøver ikke, når han bliver spurgt om, hvem der er favoritter til morgendagens opgør mellem AC Horsens og SønderjyskE: Gæsterne er kæmpe-favoritter.

Bo Henriksen viste i sidste spillerunde flot passion, da han jublede som en gal, da AC Horsens scorede kampens første mål mod AaB i Aalborg i søndags. Opgøret sluttede imidlertid 1-1. I morgen skal Bo Henriksens tropper op mod SønderjyskE, og her er Horsens-træneren ikke i tvivl: Jakob Michelsens tropper er kæmpe-favoritter. 

- De er kæmpe-favoritter. Det er sølvvinderne, der kommer på CASA Arena - de kan ikke underspilles mere. De spiller altså i Europa, og når man gør det, har man et rigtig dygtigt fodboldhold. SønderjyskE er et hold med mange gode spillere og et hold, som er kanon dygtige til det, som de er gode til. De kender deres koncept og viste i sidste sæson, at konceptet holder hele vejen. De har nogle spillere, som er vant til at spille i Superligaen, og så arbejder de enormt hårdt. De har lige været i Norge i torsdags for at spille Europa League, så der sidder måske noget træthed i benene, hvilket vi vil udnytte i kraft af vores fysiske og stærke duelspil. Men de viste mod Strømgodset, at de er rigtig dygtige og fighter rigtig meget og aldrig giver op, siger Bo Henriksen til AC Horsens' hjemmeside. 

Bo Henriksen siger, at han ser frem til, at hans spillere igen skal spille Superliga-bold på CASA Arena.

- Vi skal ud og forsætte vores spil fra den første kamp i Aalborg, hvor vi gjorde de rigtige ting og de ting, som vi tror på. Hvis vi forsætter med det, så venter der mange point til os. Vi fik også set, at vores dødbolde er ekstrem farlige på det her niveau, hvilket jeg kun tror bliver bedre og bedre i løbet af sæsonen. Til sidst glæder jeg mig vanvittig meget til, at vi skal spille i Superligaen på CASA Arena. Jeg håber, vi kan få en masse på lægterne, så vi sammen kan skabe en god hjemmebane.

Opgøret i morgen fløjtes allerede i gang klokken 12:00.