Brøndby efter hård kritik fra fans: Vi tager dialogen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby efter hård kritik fra fans: Vi tager dialogen

Brøndby er klar til dialog med fanfraktion efter, der blev langet ud efter klubbens behandling af supporterne.

Brøndby IF blev tidligere torsdag udsat for voldsom kritik, da en af de mest centrale fanfraktioner på Brøndby Stadion, Alpha, havde lagt et åbent brev ud på Sydsidens hjemmeside.

Her lød kritikken blandt andet:

- Det sidste halve år har Brøndby IF bevæget sig ned ad en farlig sti, som har budt på mulige lukninger af udebaneafsnit, en accept af awaykort og kriminalisering af egne fans, og senest et stadionreglement, der bl.a. byder på censur af bannere og tøj. Dette paradoksalt nok i en tid, hvor vi aldrig har gået klubben så meget i møde på en række centrale punkter, og dette i en tid, hvor alle tal fra både klub og politi viser, at der aldrig har været så lidt ballade og så få negative episoder, som der i skrivende stund er i forbindelse med fodbold, skriver Alpha.

Det har Brøndby nu reageret på, og svarer overfor Tipsbladet.dk følgende til kritikken:

- Vi har set udmeldingen og tager den videre dialog med Alpha. Derudover har vi ingen kommentarer, lyder det fra Brøndbys kommunikationschef Mikkel Davidsen.

Der er fra Alphas side desuden også planer om at udgive en rapport, som viser, at balladen omkring fodboldkampe er på et historisk lavpunkt.