Brøndby glipper Stryger-millioner
Illustration
Superliga

Brøndby glipper Stryger-millioner

Var Jens Stryger Larsen skiftet til en udenlandsk klub, havde Brøndby tjent millioner i uddannelseskompensation. 

Hvis Jens Stryger Larsen var skiftet til en udenlandsk klub, kunne Brøndby have fået en god portion penge i uddannelsespenge, men nu hvor den danske kantspiller har skrevet kontrakt med FC Nordsjælland, falder der ingen penge Brøndbys vej. Det skriver flere danske medier.

Ifølge FIFA's regler om uddannelseskompensation til klubber, der har opfostret spillere, skal en klub have et vist beløb for de år, man spilleren har været i klubben i sin ungdomstid. I tilfældet Brøndby/Stryger har Jens Stryger Larsen været i klubben fra vestegnen i hele den periode, hvor uddannelsespengene bliver optalt. Han var således i Brøndby fra sit 12. til sit 23. år, og dermed kunne Brøndby have set frem til omkring 3,5 millioner kroner fra en udenlandsk klub, hvis Jens Stryger Larsen altså var taget væk fra Danmark. 

Nu endte det med et skifte til FC Nordsjælland, og da han ikke krydser landegrænser i forbindelse med skiftet, frafalder reglen om uddannelseskompensation.

-Naturligvis er det ærgerligt, det er klart. Men vi kan jo ikke styre, hvor Stryger tager hen, det er hans valg, siger direktør Tommy Håkansson til BT.

Ifølge BT har Jens Stryger Larsen også haft muligheder i udlandet, men FC Nordsjælland var tilsyneladende den mest attraktive af bejlerne.