Brøndby-profil: Svært at tale om mit potentiale
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby-profil: Svært at tale om mit potentiale

21-årige Christian Nørgaard har strålet den seneste måneds tid for Brøndby IF, og midtbanespilleren nyder også rollen som den centrale midtbane. Han ved ikke, hvor stort potentialet er.

Når Jess Thorup udtager sin U/21-landsholdstrup til sommerens U/21-EM, vil det helt sikkert blive med Christian Nørgaard i truppen, med mindre Brøndby-spilleren render ind i en skade. Nørgaard har på det seneste leveret fantastiske præstationer for klubben fra Vestegnen, og han er et af de sikreste kort på Thomas Franks hold, som han spiller i øjeblikket.

Det har ikke altid været sådan, for den beskedne og næsten generte midtbanespiller har igennem hele karrieren været ramt af skader. Skader, der er kommet på tidspunkter, hvor Nørgaard var ved at få sit store gennembrud. Det skete i Hamburger SV, og det er sket i Brøndby. Nu lader Nørgaard til at have rystet skaderne af sig, og han har spillet de seneste seks kampe fra start. Så spørgsmålet er, om han er ved at indfri det store potentiale, der bragte ham til Tyskland i en ung alder?

- Det kan godt være - det håber jeg i hvert fald. Jeg synes, det er svært at tale om mit eget potentiale, men det har da været svært for mig i perioder, hvor jeg har haft skader. Også mentalt. Det har nok gjort, at jeg har haft svært ved at bryde helt igennem. Nu har jeg spillet seks kampe i træk fra start, og det giver selvfølgelig noget, fordi det er første gang, jeg prøver det. Mit spil bliver bedre og bedre jo mere, jeg spiller, siger Christian Nørgaard til tipsbladet.dk.

- Da jeg kom til klubben (i sommeren 2013, red.), startede jeg fire kampe i streg og blev skadet. Efter vinterpausen startede jeg tre kampe i streg og blev skadet. Og i sommer var det samme sang. Så jeg vil ikke sige, at jeg har været heldig med at få chancen, fordi vi har skader på holdet. Jeg har spillet mange gange fra start, og det er kun på grund af skader til mig, at jeg er røget af, siger Nørgaard, der derfor også ser frem til forstærkning på midtbanen:

- Jeg glæder mig meget, til Kahlenberg er tilbage. Jeg nyder at spille med ham, han er en fantastisk spiller.

Christian Nørgaard har gennem det sidste halvandet år spillet flere positioner. Som den hængende angriber, som kant, som central midtbane og som defensiv midtbane. Især på de to sidstnævnte positioner har Christian Nørgaard excelleret.

- Jeg kan bedst lide at spille lidt mere tilbage på banen som en defensiv midtbane eller central midtbane. Otteren er lidt mere dynamisk og fremadrettet, mens sekseren er lidt mere stationær. Begge passer mig bedre, end hvis jeg spiller 10'eren eller på kanten, siger Christian Nørgaard, der i FodboldFM fik ros for sine evner af scout Erik Larsen.

- Det er altid fedt at blive rost, men jeg passer også på med ikke at tage det for meget til mig. I fodbold går tingene hurtigt, og det er meget sort-hvidt. Den ene uge er du fantastisk, den næste uge er du et flop, så jeg holder benene på jorden.

Midtbanespillere, der i 2012 skiftede til HSV fra Lyngby, inden han et år senere skiftede til Brøndby, kæmper nu for at komme til U/21-EM i topform, ligesom han kæmper for at vinde bronze med Brøndby. Men trods de mange skader tidligere frygter Nørgaard ikke en ny skade på et kritisk tidspunkt. Tværtimod. Han er rustet, hvis det skulle ske.

- Jeg er godt stillet mentalt, fordi jeg har været igennem det så mange gange. Jeg har meget styrke, og jeg har meget bagage. Forhåbentlig skal jeg ikke igen gennem store, alvorlige skader, men jeg ved, at jeg har været igennem det før, og jeg ved, at jeg kan komme ud på den anden side og være endnu stærkere. På den måde står jeg stærkt, og det kan jeg bruge fremadrettet, siger Nørgaard.

Det stærke spil fra Christian Nørgaards side gav ham en plads på Månedens Hold for april hos tipsbladet.dk.