Brøndbys nye juvel vil slå Panathinaikos
Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Brøndbys nye juvel vil slå Panathinaikos

Hany Mukhtar, som har spillet 15 ungdomslandskampe for det tyske landshold, er glad for sin start i Brøndby-trøjen.

Det blev set som et scoop, da Brøndby før denne sæson kunne præsentere en lejeaftale med den tyske offensivspiller Hany Mukhtar. Mukhtar har oprindeligt kontrakt med den portugisiske storklub Benfica, men var i sidste sæson lejet ud til Red Bull Salzburg, som han hjalp med at vinde både østrigsk mesterskab og pokaltitel. Men nu er den vævre spiller at finde på den københavnske vestegn, hvor han skal videreudvikle sit spil.

Han er meget glad for at have fået muligheden for at spille i Brøndby, som han vil skabe store resultater med.

- Jeg har det rigtig godt her i Brøndby. Alle har taget godt imod mig, og forhåbentlig kan vi få et godt resultat i Athen, udtaler den 21-årige Hany Mukhtar til tipsbladet.dk.

Før sit skifte til Benfica slog han sine folder hos Brøndbys modstander fra sidste runde af kvalifikationen til Europa League – tyske Hertha BSC. At han var med til at slå den klub ud af europæisk fodbold, som ikke kunne bruge ham til sidst i sit ophold i klubben, var en positiv oplevelse.

- Det var en skøn følelse at slå Hertha, og nu er det næste skridt at slå Panathinaikos. Vi har gode chancer mod dem, men de er et godt hold. Hvis vi fortsætter vores spil, kan vi få et godt resultat.

Nu venter der Hany Mukhtar og resten af Brøndbyholdet to svære kampe mod Panathinaikos. Den første spilles i morgen kl. 20 i Athen og den anden torsdag d. 25 august kl. 19 på Brøndby Stadion.