Zorniger uden frygt for Panathinaikos: Vi fortsætter presset
Lars Poulsen/Polfoto
Europa League

Zorniger uden frygt for Panathinaikos: Vi fortsætter presset

Brøndby er her til morgen rejst til Athen, men før afrejsen, nåede tipsbladet.dk at få et interview med den indtil videre succesfulde træner Alexander Zorniger.

Panathinaikos er et stort hold i Grækenland. Klubben har vundet hele 20 græske mesterskaber, hvor det seneste kom i 2010. De sidste to sæsoner er man dog sluttet efter det absolut bedst kørende hold i den græske Superleague – Olympiakos, der har vundet mesterskabet i de forgående seks sæsoner.

Men på trods af Panathinaikos gode resultater i den hjemlige liga, vil Brøndbytræneren ikke ændre på sin gameplan.

- Vi skal blive ved med at spille vores spil. Panathinaikos har mange dygtige og rutinerede individuelle spillere, men vi skal blive ved med at følge vores gameplan, for det store spørgsmål er, hvor hurtigt vi kan tage det næste store skridt, siger Alexander Zorniger til tipsbladet.dk.

Med næste store skridt hentyder Zorniger til den proces, klubben er i, hvor de forsøger at lægge flere niveauer til den tyske træners filosofi.

En af de ting, som Alexander Zorniger har prædiket for sit hold – og som indtil videre har fungeret for Brøndby – er et højt og aggressivt genpres. Det var noget, som var succesfuldt mod Hertha BSC i sidste runde af kvalifikationen, og det ser Zorniger gerne gentager sig. Han vil i hvert fald ikke tage til Grækenland for at spille et 0-0-resultat hjem.

- Jeg synes, at vi forvoldte Hertha nogle store problemer i Berlin, så hvis det er muligt, fortsætter vi. Vi har ikke nogen plan, som andre trænere måske har det, om at spille 0-0 og så vente på vores hjemmebanekamp. Vi vil selv kreere spillet.

Den tyske træner vil dog ikke for alt i verden satse på, at Brøndby kan dominere kampen i Grækenland. Han vil se kampen an, og vælge sin endelige strategi ud fra, hvad han ser på sine egne spillere og det græske holds tilgang.

- Hvis der er en mulighed for at presse højt, så gør vi det. Hvis der er et behov for at stå lavt, så gør vi det.

Returkampen spilles på Brøndby Stadion d. 25 august med kampstart kl. 19.00.