Columbus-manager: Emil Larsen er i Danmark
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Columbus-manager: Emil Larsen er i Danmark

Emil Larsen var ikke med for Columbus Crew i nattens kamp. Han befinder sig i Danmark, hvor en transfer med stor sandsynlighed er op over.

Columbus Crew mødte i nat dansk tid Sporting Kansas City i den amerikanske Major League Soccer, men det var uden Emil Larsen i truppen. Den danske offensivspiller har ikke spillet meget siden sit skifte til USA i vinter, men han plejer at være med på bænken for Columbus Crew. Det var altså ikke tilfældet i nat.

I stedet er Emil Larsen i Danmark, fortæller Columbus Crews manager, Gregg Berhalter, til amerikanske medier. Her er den tidligere OB-spiller sammen med sin agent i gang med at få fremtiden på plads, og alt tyder dermed på, at Emil Larsen snart gør comeback i Superligaen.

Det bedste bud på en fremtidig arbejdsgiver for Emil Larsen er FC Nordsjælland, der, som TV3 Sport først kunne fortælle, og som tipsbladet.dk også erfarer, er i dialog med den 25-årige wing.

Tipsbladet.dk har længe forsøgt at indhente en kommentar fra Emil Larsens agent, Michael Bolvig, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.