Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen før Lyngby-gensyn: Har brugt to år på at gøre dem pissegode

På mandag møder AGF Lyngby BK i David Nielsens første kamp i spidsen for sin nye klub. Det er specielt at møde de spillere, han har arbejdet for at gøre gode, men omvendt har han et indgående kendskab til holdet.

Siden David Nielsen i sommeren 2015 satte sig i cheftrænerstolen i Lyngby Boldklub, er han nærmest blevet synonym med klubbens succes. Han var den mest profilerede person omkring holdet, og han blev et varmt trænernavn som følge deraf.

Det er da også til at få øje på, hvorfor både medier og klubber fattede interesse for den tidligere angriber, for han førte først Lyngby i Superligaen, siden til bronzemedaljer og til sidst ud i Europa League-kvalifikationen.

Lyngby rykkede sig med andre ord langt under David Nielsens ledelse, men for to uger siden forlod træneren det nordlige København til fordel for Aarhus. Og nu vil skæbnen, at Nielsens første kamp i spidsen for AGF er mod Lyngby.

Det er på mandag, hvor meget opmærksomhed vil være rettet mod klublegenden John Stampe, der får pladsen foran Ceres Park opkaldt efter sig, mens også mange øjne vil hvile på David Nielsen. Så hvordan har han det selv med udsigten til at debutere for AGF mod sin gamle klub?

- Det bliver specielt i den forstand, at vi skal spille mod et hold, som jeg har brugt to et halvt år på at gøre pissegode. Omvendt ved jeg jo, hvad de er gode til. Så det bliver specielt op til kampen og alt det der, men når først kampen går i gang, så er det sådan, det er, siger træneren om mandagskampen.

Da David Nielsen blev præsenteret i AGF, gik rygterne på, at parterne havde haft kontakt gennem længere tid, og at Glen Riddersholms fyringsseddel reelt var underskrevet, længe før han blev informeret. Det afviste Nielsen dog, da han tiltrådte.

- Den historie er så sexy, at den næsten ikke har nogen trusser på. Det er ikke sådan, at jeg i flere måneder har gået og forberedt mig på, at jeg skulle træne AGF. Da jeg forlænger min kontrakt med Lyngby i sommer, er mine tanker ikke på, at jeg skal alt muligt andet. Men i fodbold er det sådan, at tingene går hurtigt, og pludselig falder der noget i hak. Det er slet ikke så sexet, som nogle ville ønske, det var, sagde han på sin første træningsdag.

Den 40-årige David Nielsen har fået en kontrakt i AGF frem til sommeren 2020.