Den Haag vil have god pris for FCK-emne
Illustration
Superliga

Den Haag vil have god pris for FCK-emne

ADO Den Haags manager Maurice Steijn håber på at beholde FCK-emnet Mike van Duinen på trods af stor interesse. Men klubben kan ikke sige nej til store summer, lyder videre.

I sidste uge skrev den hollandske avis Algemeen Dagblad, at FC København skulle være interesseret i at hente ADO Den Haags unge angriber Mike van Duinen til klubben som en afløser for Andreas Cornelius.

Buddet på omtrent 11 millioner kroner fra københavnerne skulle dog være blevet afvist, men siden har Van Duinen selv udtalt til tv2.dk, at han anser FC Købehavn for at være en interessant klub.

Nu er der så nye toner fra Holland. ADO Den Haags manager Maurice Steijn håber på at kunne holde fast i klubbens 21-årige angriber.

- Vi håber og tror alle på, at Mike fortsætter i klubben, men vi kan ikke sige nej til meget store summer, siger han ifølge Voetbalpings.

Mediet spekulerer desuden i, at ADO Den Haag anser en pris på 13,5 millioner kroner for at være en fair pris for Mike van Duinen, hvilket ikke er så langt fra de postulerede 11 millioner kroner, som FC København skulle have tilbudt første gang for den unge angriber.

Mike van Duinen har spillet de seneste to år i den hollandske klub, hvor han optrådt 49 kampe med 14 mål til følge.