Depressive tanker: Spalvis taler ud om skadeshelvede
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

Depressive tanker: Spalvis taler ud om skadeshelvede

Den litauiske AaB-angriber Lukas Spalvis fortæller, at han var formentlig var ramt af en depression i sine første måneder som langtidsskadet sidste år.

Han er brandvarm for tiden, den litauiske angriber Lukas Spalvis. Så sent som i søndags bankede han to kasser ind mod Brøndby i AaB's sejr på 4-1, og angriberen har tegnet sig for seks kasser i efterårssæsonen - målene i øvrigt scoret i de seneste fem kampe. Også for landsholdet blev Lukas Spalvis helten, da han med sit mål i dommerens tillægstid scorede til 2-1 hjemme over San Marino for et par uger siden.

Men ikke alt har været rosenrødt for den 21-årige angriber, der har været gennem en svær skadestid.

Spalvis brød igennem med otte Superliga-scoringer i 17 kampe i foråret 2014, hvor AaB vandt både mesterskabet og pokalturneringen. Men i Champions League-kvalifikationen for lidt over et år siden, blev angriberen korsbåndsskadet og er først i denne sæson tilbage på det niveau, han viste i sin første tid i AaB.

Nu fortæller Lukas Spalvis om sin skadesperiode og om det, der formentlig var en depression i den første tid af perioden i efteråret.

- Hvis jeg havde en depression, havde jeg det i de første måneder af min skadesperiode. Kun i de første måneder. Da jeg så småt begynde at træne igen, blev det bedre og bedre, siger Lukas Spalvis til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg vidste ikke, hvordan den skade ville påvirke mig - om jeg nogensinde ville blive den samme igen - og jeg havde aldrig haft en alvorlig skade før. Da jeg blev skadet i efteråret, ventede jeg på en operation, og efterfølgende kunne jeg kun ligge i min seng. Og kun ligge. Jeg kunne ikke lave noget, og jeg var meget bange for, at jeg ikke kunne gøre det ene eller det andet, når jeg kom tilbage på banen. Jeg var ked af det, og jeg var selvfølgelig ikke tilfreds med mig selv. Så jeg havde formentlig en depression i den periode, siger Lukas Spalvis, der dog fortæller, at han blev opmuntret:

- Jeg forsøgte at håndtere det så godt, jeg kunne, og jeg fik god hjælp af både min familie og klubben. Heldigvis var der mange, der støttede mig, og jeg arbejdede også hårdt på at komme tilbage. Efterhånden kunne jeg mærke, at jeg nærmede mig, at jeg blev bedre og bedre, og det var en dejlig følelse.

Også i AaB kunne de mærke på det litauiske es, at han var ramt på både det fysiske og det mentale plan i månederne efter den alvorlige skade indtraf.

- Han tog Superligaen med storm indtil han blev korsbåndsskadet i Zagreb. Undervejs har han været langt nede, for sådan en skade er jo gravalvorlig, men han er kommet godt tilbage, og det er enormt stærkt. Der har været nogle bump på vejen; både under genoptræningen og efter han var på træningsbanen uden at spille. Den proces er han kommet godt igennem, og det er bemærkelsesværdigt. Jeg er imponeret over, at han så hurtigt har fundet det niveau igen, siger sportsdirektør Allan Gaarde og uddyber:

- Det er en fantastisk god historie med Lukas. For et års tid siden var han jo på vej til det sted, hvor han er nu i sin udvikling.

Med Lukas Spalvis tilbage i topform, har de fleste i Aalborg og omegn glemt, at klubben har sagt farvel til Anders K. Jacobsen, der i de sidste par år har spillet en vigtig rolle for klubben. I stedet er det Spalvis, der er manden bag målene, og den 21-årige målmager fortæller, at han elsker træning og kampe.

- Jeg nyder hvert et øjeblik, fordi jeg ligesom fandt ud af, hvad det vil sige at træne og spille. Jeg var ude i næsten et år, så bare det at gå på træningsbanen er en fornøjelse, siger Spalvis, der hurtigt sender målkreditten videre til sine holdkammerater:

- Jeg har scoret nogle mål på det seneste, og det går godt i øjeblikket. Jeg er ikke bange for at brænde, når jeg får en chance, og i mit hoved skifter jeg ikke mening: Jeg er resolut. Men jeg skal også have chancerne for at score, og jeg vil gerne takke alle mine holdkammerater. Mod Brøndby blev der igen lavet chancer til mig, og det skylder jeg dem en tak for, siger Spalvis.

Lukas Spalvis er på kontrakt i AaB frem til sommeren 2018, men hvis den brandvarme angriber bliver ved med at sparke mål ind, er det nok tvivlsomt, om han er AaB'er i sine mange år endnu.