Dommer: Agger skulle have haft rødt
Illustration
Superliga

Dommer: Agger skulle have haft rødt

Debatten har for alvor gået på, om Daniel Agger blev forskelsbehandlet på grund af sit navn. Men dommer Anders Poulsen afviser og erkender, at han skulle have vist Agger ud.

Det har været sagt og skrevet meget om, hvorvidt Daniel Agger skulle udvises for den tackling, han lavede på Kasper Risgård i søndags. Og den generelle konsensus går på, at Daniel Agger skulle udvises, hvorfor nogle har talt om, hvorvidt den danske landsholdskaptajn bliver forskelbehandlet. Selv har Agger sagt, at det var et uheld, at han ramte Kasper Risgård.

Nu melder dommer Anders Poulsen selv ind, og han erkender, at han skulle have udvist Daniel Agger for frisparket på AaB's Kasper Risgård. Anders Poulsen forklarer, at han ganske enkelt ikke så, hvor slem tacklingen reelt var. Han har sammen med sit dommerteam set situationen igennem 20 gange og er nu ikke i tvivl om, at Agger skulle have været udvist. Selv er Anders Poulsen dog træt af, at folk nu taler om, at der var tale om en forskelsbehandling.

- Vi forbereder os altid grundigt og snakker om de enkelte hold og spillere, men aldrig om at nogen skal behandles anderledes. Derfor er jeg ærgerlig over, at debatten har taget den drejning, siger den 33-årige dommer til avisen BT og forklarer:

- Min placering var rigtig i forhold til afstand og spillets bevægelse. Så det ærgrer mig da, at jeg ikke fangede, hvor grov tacklingen var.

Daniel Agger har flere gange fortalt om situationen og forsøgte tirsdag at lukke debatten ved at sige, at der ikke kan koges mere suppe på tacklingen og situationen.