Video : Tipsbladet
Superliga

Drømmestart sikrede OB sejr over FCK

OB scorede allerede efter et enkelt minut, og det sikrede dem en sejr på 1-0 over FC København.

I dag var der lagt op til et spændende opgør mellem OB og FC København. For begge hold var det en vigtig kamp, da OB med en sejr kunne få kontakt til mesterskabspladserne, mens FC København kunne hente ind på topholdene.

Allerede efter bare et enkelt minut kom OB foran. Anders K. Jacobsen løb simpelthen fra FC Københavns midterforsvar efter et hovedstød af Nicklas Helenius, og så kunne han relativt nemt placere den uden om Robin Olsen.

Udebaneholdet forsøgte hurtigt at svare igen, da de belejrede OB’s straffesparksfelt, men det forblev lige ved og næsten. Der var dog ingen tvivl om, at FC København sad på spillet, mens OB lavede den ene opspilsfejl efter den anden.

OB forsvarede føringen til pausefløjtet, og i anden halvleg var det igen FC København, der satte sig på spillet. Som halvlegen skred frem, kom OB imidlertid bedre med igen, og et langskud fra Jacob Barrett var lige ved at ende i kassen.

FC København begyndte at satse langt mere offensivt og kastede det hele frem, men de misbrugte den ene chance efter den anden, når de endelig kom ind i feltet. De kom dog ikke frem til en scoring, og så endte OB med at vinde 1-0.