Duncan: Det er en slåskamp hver gang

Bragt i Tipsbladet 24. oktober

Egentlig ville Glen Riddersholm allerede have haft Morten ”Duncan” Rasmussen et par år før årtusindskiftet. Dengang sønderlemmede den store knægt på AGF’s Lilleput-hold Riddersholms Ikast-lilleputter ved det jyske mesterskab, og Riddersholm forsøgte at få pengene til at lave en aftale med unge Rasmussen, der boede med sine forældre i Tilst vest for Århus og derfor havde fået noget af en pendlertur til Ikast, der endnu ikke var blevet fusioneret med Herning Fremad.

Det var i de halvfemsere, hvor typer som Peter Møller, Søren Frederiksen og Heine Fernandez scorede en masse mål og ikke havde så mange andre opgaver på deres hold i Superligaen, men Riddersholm fik først sin drømmespiller halvandet årti senere, da FC Midtjylland fik nys om Celtics vilje til at sælge angriberen relativt billigt.

Denne tema-udgave af Tipsbladet handler om angribere, og Glen Riddersholm skal nok være glad for det karriereforløb, Morten ”Duncan” Rasmussen har haft. Som tabellen på de næste sider viser, er ”Duncan” eneste aktive angriber blandt de mest scorende i Superligaens historie, med Esbjergs Hans-Henrik Andreasen nede som nummer 20. Og Morten ”Duncan” Rasmussen giver årene i AGF’s ungdomsafdeling en stor del af æren for de mål, han siden har lavet i Superligaen.

”I Tilst spillede jeg på midtbanen, da jeg skiftede til AGF som førsteårs-Lilleput. Og det gjorde jeg også det første år eller halvandet. Så scorede jeg i en kamp, hvor jeg blev prøvet som angriber, og så spillede jeg der. Jeg kan ikke engang huske, om vi manglede nogen, eller om det var fordi, at træneren ville prøve mig derinde. Så hang det ved,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

AGF har i lang tid ikke haft rygte for at udvikle egne spillere, og det er egentlig ikke fair, for både i de seneste år og på ”Duncans” tid kom der spillere op, der fik fine prof-karrierer. 

I Århus i halvfemserne fik AGF kritik af de øvrige klubber for at satse voldsomt meget på tempo, fysik og lange bolde slået op fra backpladserne (ikke ulig det norske landshold), som overrumplede modstanderne og gav storsejre i ungdomsrækkerne men ikke ligefrem uddannede AGF-teenagere i short passing og spil i små rum.

AGF-holdenes spil var mere nuancerede end det, men det lå langt fra Den Røde Tråd, der har kendetegnet dansk ungdomsfodbold især de sidste ti år. Og det var et stort plus, siger Morten ”Duncan” Rasmussen, når han kigger tilbage på sin karriere.

”Vi spillede direkte. Det var ikke tiki-taka. Modsætningen i dag vil vel være FC Nordsjællands spillestil. Det trænede vi ikke. Vi spillede efter at vinde, det er jeg opdraget til, og det er jeg egentlig glad for i dag, for det har gjort mig til den, jeg er. Jeg er ingen Ronaldinho. Men jeg går på banen for at vinde hver eneste gang, og det er derfor, jeg har scoret de mål. Vi skal vinde hver gang, og der kan jeg hjælpe med at score målene. Det var det, jeg trænede efter dengang i AGF,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

Sur? Nærmere engageret
Han har gjort det 104 gange. Scoret i Superligaen. Med andre turneringer og landsholdsfodbold er han i omegnen af 150 scoringer. Mål, han har lavet siden omkring årtsuindskiftet, hvor han kom på U/15-landsholdet, og i Superligaen siden maj 2002, hvor han i sin anden kamp for AGF scorede i en 4-0 sejr over Silkeborg IF. Hvad er hemmeligheden bag?

”Hvis jeg kunne beskrive det præcist, ville jeg score hver gang,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen med et stort grin og uddyber.

”Jeg forsøger altid at opsøge chancer for at score. Det kan være at stille sig det rigtige sted i feltet, hvor bolden falder ned, det kan være at søge der, hvor man tror, at indlægget kommer. Det er mange ting. Jeg tænker hele tiden over, hvor jeg kan komme til en chance, på hvordan en situation skal udvikle sig, for at jeg kommer frem og scorer. Ude i banen skal jeg følge nogle løbemønstre, alt efter hvor holdet har bolden, og om jeg skal løbe fri i dybden, eller hvad jeg nu skal. Jeg prøver hele tiden at være et skridt foran, at have en ide om, hvor bolden kan havne, hvis den bliver blokeret, og hvor min holdkammerat plejer at lægge sine indlæg,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

”Du kan aldrig forudsige, hvor en bold falder ned i feltet. Men når du som mig har stået inde i feltet i mange år, så har du en fordel frem for en Superliga-debutant. Som ung var jeg mere ivrig. Løb rundt som en flue i en flaske. Nu ved jeg, hvilke situationer og placeringer, jeg skal i, for jeg ved, hvordan de største chancer opstår, alt efter hvor bolden er henne, og hvem der har den. Det foregår meget instinktivt. Når du har lavet det samme regnestykke 100 gange, så sidder facit der bare, og sådan har jeg det i feltet. I dag ligger det hele instinktivt, og det er forskelligt fra dengang, hvor jeg spillede min første kamp.”

Han er blevet bedre til at placere sig, til at sparke, afslutte, lave de rigtige løb, han er stærkere end teenageren, der scorede sit første mål i Superligaen i sin anden seniorkamp i 2002. Men det den mentale bagage fra ungdomsårene i AGF med den legendariske holdleder Per Thune, ”Duncan” trækker frem som det vigtigste enkeltelement i forklaringen på målene.

”Jeg har altid været en sindssygt stor vindertype, og det er sådan, spillet er bygget op inde i feltet. Det er en slåskamp, hvor det gælder om at ville vinde mest. Der betyder min opdragelse i AGF’s fodboldkultur meget. Jeg vil vinde for enhver pris, og sådan har jeg det også til et eller andet ligegyldigt spil på træningsbanen i Ikast. Jeg kan ikke sige, at det er den eneste grund til, at jeg har scoret de mål, jeg har, men det er en del af pakken,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

Angriberen snakker meget med dommeren og modstanderne. Men mest af alt snakker – og råber – angriberen til sine holdkammerater. Han råber instrukser, han skælder ud, og selvom han gerne ville have lidt færre udbrud mod sine holdkammerater, så er Morten ”Duncan” klar over, at det er en integreret og vigtig del af hans væremåde som angriber.

”I nogle situationer er det en fordel for en fodboldspiller at beherske sine følelser lidt bedre, end jeg kan. Går du ud til en træning, hører du mig brokke mig over alt muligt. Det gør jeg også i kampene. Jeg bliver sur, hvis indlægget ikke ligger lige der, hvor jeg havde forestillet mig, at det burde komme. Det sker, fordi jeg for helvede vil vinde, ikke fordi at ham, der slog indlægget, er dårlig eller gjorde noget forkert,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

Hvilke måltørker?
I FC Midtjylland brugte cheftræner Riddersholm i 2012 tid på at forklare klubbens mange unge spillere netop dette. At når ”Duncan” himlede op, var det ikke personligt, men fordi angriberen ville vinde og viste det meget direkte.

Det har passet godt ind i en klub med mange unge spillere, der oftere har været pæne typer med styr på opspillet og forsvarsspillet, og hvor der aldrig for alvor kom en afløser for Frank Kristensen, da denne flyttede til Randers i 2011.

”Vi har en sindssygt god trup og trænerstab omkring, og jeg synes, jeg passer perfekt ind. Vi passer godt sammen, her er harmoni, tingene passer sammen. Det har levet op til alle de forventninger, jeg havde til at spille her,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

”Jeg passede ind. FC Midtjylland spillede allerede med en enkelt angriber fremme. Det var fedt, at de manglede en type som mig, og så har jeg været glad for tilliden. Jeg fik tid til at komme i form i den første tid, og så er jeg glad for at kunne betale tilbage med mål siden da.”

Nu er angriberen snart 30 år. Han har et par titler med Brøndby IF, men ikke noget mesterskab. Der er få ting i livet, der kan stresse Morten ”Duncan” Rasmussen, og alder og manglende mesterskaber er ikke i kategorien.

”Er de 30 år virkelig så slemme? Jeg synes mere, det er kroppen end dåbsattesten, der styrer det. Og jeg føler mig godt tilpas. Jeg er fint tilbage efter min sidste skade. Jeg går bestemt ikke og tænker, at jeg skal have nået nogle bestemte ting før en bestemt alder.”

”Som Køhlert sagde det, så vandt vi tre af fire turneringer, vi var med i. Pokalen, Royal League og Indendørs DM. Jeg mister ingen søvn, fordi jeg ikke har vundet flere titler. Men jeg vil gerne. Spørger folk, om vi skal vinde guld og er favoritter, så siger jeg, at jeg er ligeglad [med favoritrollen]. Jeg går altid ind for at vinde. Jeg tænker ikke på alt det der. Jeg tænker på SønderjyskE på lørdag, og sådan kommer jeg til at gøre i resten af min karriere,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

Der har ikke været konkrete, udenlandske klubnavne på bordet, siden angriberen vendte tilbage til Superligaen. Som listen på disse sider viser, kan angriberen med tre-fire gode sæsoner i Superligaen blive den mest scorende nogensinde. Vil han det? Eller til udlandet igen? Som citatet et par linjer for oven viser, lægges der ikke store fremtidsplaner i angriberens univers, heller ikke selvom dåbsattesten snart siger sidste chance for et nyt forsøg i udlandet.

”Jeg synes stadig, at jeg i de klubber beviste, at jeg kan score. Jeg lavede tre mål de tre første kampe for Sivasspor, to i de tre første kampe for Mainz, og jeg fik også lavet mål for Celtic. Jeg tror stadig på, at jeg kan score i udlandet. Så kan det være, at de ikke syntes, jeg var en god nok spiller. Det er fair nok, hvis de mente det, jeg kan stadig score mål, hvor end jeg spiller. Jeg har ingen planer om udlandet, men jeg vil heller ikke afvise noget.”

Søren Frederiksens 139 mål er lettere at forholde sig til, for ikke at tale om de 107 og 108 mål, Peter Graulund og Frank Kristensen har lavet.

”Lige nu er det ligegyldigt for mig. Men når jeg er stoppet om ti år, da vil det være fedt at sige, at jeg slog Søren Frederiksens rekord og er den mest scorende i Superligaens historie. Det bruger jeg ikke krudt på nu, men om ti år vil jeg hellere ligge nummer et end syv på den liste,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen med et smil.

Hvorfor angriberen er ene aktive spiller i toppen af listen er svært at sige helt præcist. Der er nok også mange faktorer om flere transfers i topfodbold og et markant forandret fodboldspil, siden Morten ”Duncan” Rasmussen gik i skole som topspiller på AGF’s træningsbaner i Viby. Men Morten Rasmussen er glad for, han var teenage-spiller dengang og ikke i dag, hvor kravene til unge spillere er anderledes.

”Det kan være sværere for de typer at komme igennem i dag, fordi man kigger så meget på nogle andre spidskompetencer. Jeg havde helt bestemt fået en anden træning, hvis jeg havde været 17 år i dag. Det er meget forskelligt fra person til person, hvad der er god træning for dig. Det kan sagtens være, at min træning dengang passede bedst, at jeg ikke havde nået det samme, hvis jeg havde trænet, som man gør i dag,” siger Morten ”Duncan” Rasmussen.

Han er skolet i at score mål, og det er han glad for.

”Jeg kan ikke huske nogle lange scoringspauser.. Hvis der har været nogen, har jeg fortrængt dem,” siger angriberen og ler.

De mål blive aldrig rutine, uanset at han er blevet dygtigere til at opsøge dem, jo ældre, han er blevet.

”Nej, er du sindssyg. Jeg vil næsten sige, at det bliver federe for hver gang. Vi skal vinde, og mit job er at score målene. Så findes der ikke noget federe end at score. Jeg bidrager med meget andet, men det er målene, jeg bliver vurderet på, og som er det vigtigste. Efter at holdet vinder, selvfølgelig.”