Emil Larsen: Min kommentar var ikke rettet mod alle fans
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Emil Larsen: Min kommentar var ikke rettet mod alle fans

Emil Larsen har fået talt ud med sportsdirektør Jesper Hansen efter udtalelsen, der faldt i kølvandet af kampen mod FC Vestsjælland, og han lader nu forstå, at ytringerne kun var rettet mod et fåtal af OB's fans, der havde været på nakken af ham.

Emil Larsen kom tirsdag aften i vælten, da han for rullende kameraer udtalte, at OB's fans ikke kunne lide ham, mens han heller ikke nærede de varmeste følelser for dem. Ordene faldt efter fansenes negative ytringer i form af buhråb i forbindelse med Larsens udskiftning i opgøret mod FC Vestsjælland.

Onsdag har Larsen så holdt et møde med klubbens sportsdirektør, Jesper Hansen, samt cheftræner, Ove Pedersen, og de er enige om, at kommentaren ikke var i orden.

- Det er klart, at vi som klub ikke kan acceptere, at en spiller siger, at han ikke kan lide vores fans, og derfor har vi haft en snak med Emil i dag for at finde frem til, hvad der var årsag til hans udtalelse. Vi har haft en fornuftig dialog, og vi kan forstå, at Emil ikke har haft i sinde at tale om klubbens fans generelt, men at han var træt af, at der var nogle enkelte, der var på nakken af ham undervejs i kampen, siger Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Ligesom alle andre spillere, må Emil acceptere, at fansene har en holdning til ham, til holdet og til klubben, og så må han bruge sine kræfter og sit fokus på at spille så godt som overhovedet muligt. Fansene er en vigtig del af klubben, og de har været fantastiske til at bakke holdet op - også i de perioder, hvor det ikke er gået så godt. Vi er kede af, at der blandt vores mange loyale og fantastiske fans er nogle, der er på nakken af enkelte spillere, for det er hverken godt for holdet eller for den enkelte spiller. Men det betyder ikke, at det er i orden at komme med den type kommentarer, som Emil kom med i går.

Selv vil Emil Larsen også gerne understrege, at kommentaren, der kom til TV3 Sport 1, kun var tilsigtet de fans, der ytrer sig negativt om Larsen.

- Det er vigtigt for mig at sige, at min kommentar efter kampen ikke var rettet mod alle fans, men mod dem, der sviner mig til undervejs i kampen. Det er dem, jeg hentyder til, for jeg ville håbe, at tilskuerne ville lægge energi i at støtte holdet frem for at svine mig til. Vi har brug for det i den situation, som vi er i, siger Emil Larsen, der godt ved, at han lige nu ikke præsterer på et niveau, der er godt nok.

- Jeg er den, der er allermest irriteret over, hvordan det går for mig personligt, og jeg kan godt forstå, at folk er utilfredse med, at jeg ikke præsterer på det niveau, jeg kan. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at finde tilbage til mit topniveau, og der har jeg brug for, at fansene hjælper mig fremfor at være imod mig, siger OB-spilleren.