Esbjerg-angriber på vej til Viborg - skifter nu eller til sommer
Superliga

Esbjerg-angriber på vej til Viborg - skifter nu eller til sommer

Mikkel Vestergaard har skrevet kontrakt med Viborg FF gældende fra juli. Nu forhandler viborgenserne med Esbjerg fB om at købe spilleren fri med det samme.

Han har fået hele sin fodboldopdragelse i Esbjerg, men snart er Mikkel Vestergaard fortid i de blå og hvide striber. Ifølge JydskeVestkysten skifter angriberen, der også kan spille på kanten, til Viborg FF senest til sommer. 

Her udløber hans nuværende aftale med EfB, og Vestergaard har skrevet under på en forhåndskontrakt i domkirkebyen. Nu forhandler de to klubber om en aftale, der vil lade den 23-årige Vestergaard skifte med øjeblikkelig virkning. Sikkert er det dog, at han har fået en treårig aftale i Viborg, skriver avisen. 

I EfB har Mikkel Vestergaard altid været betragtet som et stort talent, og i glimt har han også vist sit potentiale. Desværre for spilleren har han været lige så meget skadet som spilleklar i sin seniorkarriere. Derfor er det også blot blevet til 39 kampe siden debuten i maj 2011. 

JydskeVestkysten skriver desuden, at Esbjerg havde tilbudt Vestergaard en kontraktforlængelse, hvor planen var, at han skulle udlejes i det næste halve år. Det tilbud har han altså sagt nej til og i stedet sagt ja til Viborgs.