Esbjerg: Skal købe nye inden træningsstart
Illustration
Superliga

Esbjerg: Skal købe nye inden træningsstart

Det er planen i Esbjerg, at nye spillere helst skal være på plads, inden holdet starter vintertræningen.

I sommer kom spillere som Mushaga Bakenga, Mohammed Fellah og Pape Pate Diouf først til Esbjerg midt inde i sæsonen, og den skæbne skal helst ikke overgå klubbens kommende spillere. Det har hele tiden været intentionen, at nyindkøbene skal have hele opstarten med, og det er det stadig, selvom man endnu ikke har købt nogen.

- Vi har da et håb om, at vi kan nå at få alle klar inden træningsstart. Der er ikke sket voldsomt meget her den sidste uge, hvor julefreden har sænket sig lidt over selv fodboldverdenen, siger Niels Erik Søndergård, som er den del af klubbens sportslige udvalg, til tipsbladet.dk.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Esbjerg kigger efter tre spillere, så hver kæde kan blive forstærket, og hvis de skal nå at spilles ind på holdet, skal der snart fart i det vestjyske transfertog. Det tror og håber Niels Erik Søndergård da også, at der kommer i takt med, at julens sløvhed lægger sig.

- Det er ved at åbne lidt op igen, og vi har jo et par dage inden nytår, ligesom vi kan nå at gøre noget bagefter, så jeg tror på, at vi nok skal nå det, siger han. 

Esbjerg har omtrent to uger endnu, hvis de nye spillere skal købes, inden holdet har første træningsdag. De starter således lidt senere end de øvrige hold og samles først 13. januar. 

SE ALLE SUPERLIGA-KLUBBERNES OPSTARTSPROGRAMMER HER.