Espen Ruud kigger mod udlandet
Illustration
Superliga

Espen Ruud kigger mod udlandet

Efter fem år i OB er Espen Ruud ved at være klar til at prøve sig af i en større liga. Hans kontrakt udløber til sommer, og der er ikke aktuelle forhandlinger om forlængelse.

OB's norske højre back Espen Ruud har gennem en årrække været et stabilt anker i fynboernes forsvarskæde, men til sommer kan det være slut. Til den tid udløber Ruuds kontrakt, og der bliver ikke forhandlet om en forlængelse lige nu.

- Vi har definitivt ikke snakket om at forlænge kontrakten. Espen har været i Danmark i mange år nu, og det er helt naturligt for ham at vurdere, hvad der skal ske, når hans kontrakt løber ud. Vi har en god dialog med Jesper Hansen og Troels Bech, men hvis de vil diskutere forlængelse, må de komme med et udspil, siger Ruuds agent Stig Lillejord til tipsbladet.dk.

Udlandet trækker i nordmanden, der til sommer, forudsat at han bliver i OB så længe, har været i klubben i seks år. Til den tid er Ruud blevet 30 år, og så er det måske ved at være sidste chance, hvis han skal prøve sig af i en større liga, mens han er på toppen.

- Espen vil gerne til udlandet. Spillere der har præsteret på højeste niveau i så lang tid i Superligaen, er selvfølgelig interesseret i at prøve sig af et større sted i en bedre liga. Men det skal selvfølgelig være den rette liga og den rette klub. Det giver jo ingen mening eksempelvis at skifte til en mellemklub i en liga af samme niveau. Vi kigger opad på rangstigen, siger Lillejord.

Espen Ruud kom til OB fra Odd Grenland i 2008. Han har spillet 163 Superliga-kampe.