Fåmælt FCK-boss: Jeg kender Mats Rits
Foto: Julian Finney/Getty Images
Superliga

Fåmælt FCK-boss: Jeg kender Mats Rits

FC København sættes i forbindelse med den belgiske midtbanespiller Mats Rits. Ståle Solbakken kender godt den tidligere Ajax-spiller.

Mats Rits er et navn, der i flere omgange har spøgt omkring FC København.

I januars transfervindue blev løverne sat i forbindelse med den 23-årige midtbanespiller, der til dagligt tørner ud for KV Mechelen i Belgien, og for nylig bekræftede den tidligere Ajax-spiller selv, at han er et emne i den danske mesterklub.

- Jeg er på listen, og jeg ved, de har været at kigge på mig et par gange. Hvorfor skulle det ikke være et godt skifte for mig? Fordi det er i Danmark? Det udelukker ikke noget som helst. Alle ønsker at spille på så højt et niveau som muligt, men lige nu er jeg glad i Mechelen, udtalte Mats Rits for en måned siden til mediet Fan.

Mats Rits begår sig på den centrale midtbane, hvor FC København er rigtig godt besat med spillere som William Kvist, Uros Matic og Jan Gregus. Desuden har Ståle Solbakken flere alternativer i truppen, der kan dække positonen.

Hvad angår Mats Rits er FCK-manageren meget ordknap.

- Jeg har hørt om Mats Rits, men der er et stykke tid til endnu (til sommerens transfervindue, red.), siger Ståle Solbakken kortfattet til tipsbladet.dk.

Mats Rits forlængede i slutningen af januar sin kontrakt med KV Mechelen, således han og klubben har papir på hinanden frem til sommeren 2020. Han har scoret fem mål i indeværende sæson.