Zanka-kontrakt er et stærkt signal om FCK's transfermuskler
2016-01-26 15:00
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk

Mikael Antonsson beslutter selv, om han vil forlænge sit ophold i FC København, men hvad med Mathias 'Zanka' Jørgensen? Fokus på Ståle Solbakkens forsvarskabale.

FC København har denne vinter hentet den svenske midtstopper Erik Johansson til klubben, og i den forbindelse har Ståle Solbakken udtalt, at svenskeren både er en løsning på kort sigt og længere sigt. For der er noget, der skal løses – særligt på længere sigt.

I løbet af det næste halvandet år har fire midterforsvarere kontraktudløb i FC København, og manager Ståle Solbakken overvejer derfor i øjeblikket den forsvarskabale, han skal have til at gå op i løbet af de kommende transfervinduer. Situationen er som følger. Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Pelle Nilsson har kontrakt med FC København frem til sommeren 2017, og der skal altså snart tages en beslutning om, hvorvidt spillerne skal sælges for en sum eller om man vil lade kontrakten løbe ud eller forlænge en aftalerne. Til sommer har Kris Stadsgaard kontraktudløb, og alt tyder på, at han er færdig i klubben – muligvis allerede denne vinter. Desuden har Mikael Antonsson også kontraktudløb, men svenskeren har en option på endnu en sæson i sin kontrakt, som han kan vælge at udnytte.

Ståle Solbakken er opmærksom på situationen, men glæder sig over, at Erik Johansson er kommet til.

- Vi har ’Zanka’ og Pelle Nillson frem til sommer 2017, og så er der Antonsson, der skal beslutte, om han vil udnytte sin option på forlængelse. Det er op til Antonsson at træffe et valg, men vi har fået Erik Johansson ind på en lang aftale, så det er en begyndelse, og der er kommet mere ro, siger Solbakken til tipsbladet.dk.

Mens Pelle Nilsson ser ud til at være gledet længere væk fra en startplads og næppe har den store fremtid i FC København, er sagen en anden med Mathias ’Zanka’ Jørgensen. Forsvarsspilleren er højt i hierakiet i FC København, men med kontraktudløb i sommeren 2017 skal der snart tages en beslutning: Skal man gøre som med Nicolai Jørgensen og forsøge at sælge ham i sommeren 2016 eller forlænge kontrakten? Eller kan han gå gratis i sommeren 2017?

- Man kan godt stille det sådan op, men det kommer an på værdien af spilleren. Vil man have Zanka et år mere eller vil man have 500.000 euro? Det er en vigtig del af det hele. Vi må se, hvad der kommer til at ske, siger Ståle Solbakken uden at gå nærmere ind i overvejelserne omkring Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen kom tilbage til FC København i sommeren 2014 efter at have spillet to år i PSV Eindhoven.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvem er Superligaens varmeste salgsemne?

SUPERLIGA-VIDEO