FC Midtjylland henter målmand i OB
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland henter målmand i OB

OB-keeper Michael Falkesgaard skifter til FC Midtjylland efter denne sæson.

FC Midtjylland har sommerens tredje signing på plads.

Efter Marc Dal Hende og Janus Drachmann er blevet hentet til Midtjylland, når deres aftaler til sommer udløber med SønderjyskE, har FCM været på rov i OB, hvor klubben henter målmand Michael Falkesgaard.

I FC Midtjylland bliver den 25-årige keeper konkurrent til svenske Johan Dahlin, mens han formentlig afløser reservekeeper Mikkel Andersen, der har kontraktudløb til sommer.

Johan Dahlin har døjet med mange skader og har et springerknæ, hvorfor der kan komme godt med muligheder for spilletid for Michael Falkesgaard i FC Midtjylland.

Målmanden har underskrevet en toårig aftale gældende fra sommeren 2017.

Falkesgaard skiftede til OB i sommeren 2015 og startede med at være førstevalget i mål, men han blev ramt af en alvorlig skade, der ødelagde det meste af sæsonen for målmanden.

Siden hentede OB Sten Grytebust, og nordmanden har været foretrukket i målet siden.