FCK-angriber har endelig succes: Det har været hårdt
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCK-angriber har endelig succes: Det har været hårdt

Steve De Ridder oplever for første gang medgang i FC København, hvor han har haft svært ved at falde til. Belgieren fortæller om den lange vej mod et lille gennembrud.

Det har været nogle forløsende uger for Steve De Ridder i FC København. For ti dage siden scorede han sit første Superliga-mål for klubben, og de seneste to spillerunder har budt på fuld tid til belgieren for første gang i fem måneder. 
 
Steve De Ridder glæder sig over, at solen nu skinner på ham efter en hård første tid i FC København, hvor han længe kæmpede for at komme ind på holdet. 
 
- Jeg var ikke tilfreds med tiden inden vinterpausen og ugerne efter. Jeg fik ikke meget spilletid, og det var hårdt for mig at komme i god form og i kamptræning, fordi jeg kun spillede 20 minutter hist og her og sad meget ude. Men jeg blev ved med at træne hårdt og holde mig klar, hvis holdet skulle bruge mig, og jeg mener, at jeg på det seneste har fået chancen for at vise, hvad jeg kan, siger Steve De Ridder til tipsbladet.dk. 
 
- Jeg mener, at jeg har gjort det godt i de seneste par kampe. Jeg har fundet min rolle på holdet, så jeg er godt tilfreds og håber, at jeg kan fortsætte resten af sæsonen på et godt niveau, tilføjer han. 
 
Han lægger ikke skjul på, at han har haft svært ved at falde til på FCK-holdet, hvor Ståle Solbakkens spillestil ikke har passet så godt med belgierens måde at spille på. 
 
- For at være ærlig, har det været hårdt. Træneren forventer direkte og fremadrettet fodbold, og han mente, at jeg forsinkede opspillet for meget. På det seneste har jeg vist, at jeg kan kombinere min spillestil og hans tanker om holdets spillestil og min måde at spille på. Jeg har været farlig med assists og mål på det seneste, og det betyder meget for mig. Det lægger træneren også mærke til, og jeg er glad for det. Forhåbentlig kan jeg slutte sæsonen af på den her måde, siger Steve De Ridder. 
 
Der resterer otte Superliga-kampe af sæsonen, og med Andreas Cornelius skade in mente, ser det ud til, at Steve De Ridder får en stor mulighed for at gribe chancen og vise sine kvaliteter. Belgieren sætter dog ikke lighedstegn mellem sin egen succes og Andreas Cornelius' skade. 
 
- Da det skete mod Silkeborg, spillede Cornelius og jeg sammen helt fremme, så jeg mener, at jeg allerede havde fået min fortjente chance der. Det er ikke kun på grund af Cornelius' skade, at jeg får chancen nu. Jeg ville heller ikke være glad for at få chancen på bekostning af ham og hans skade. Jeg stod 10 meter derfra, og det så forfærdeligt ud. Jeg er ked af det på hans vegne, og jeg er en anderledes spiller end ham, så jeg prøver bare at gøre mit bedste for holdet, siger han. 
 
Af samme årsag er Steve De Ridder heller ikke begyndt at tænke frem mod næste sæson, hvor der formentlig venter ny konkurrence i FCK-offensiven. 
 
- For mig handler det også om at vinde. Hvis alle kan finde deres rolle på holdet i vores spillestil, bliver vi ved med at vinde, og så er vi alle glade. Livet er skønt nu, vejret er godt, og det er meget bedre end for en måned siden, hvor det var 10 minusgrader, og jeg ikke spillede. Jeg nyder bare det hele nu, og jeg forsøger ikke at tænke for langt fremad, siger Steve De Ridder. 
 
Steve De Ridder har fået spilletid i 16 Superliga-kampe for FC København i denne sæson. Heraf har han fået fuld tid i fem kampe.