Video : Tipsbladet
Superliga

FCK overvejer to muligheder som Cornelius-makker mod Brugge

Det er ikke sikkert, at Andrija Pavlovic kommer til at spille i angrebet sammen med Andreas Cornelius mod Club Brugge.

Når FC København møder Club Brugge onsdag aften i Champions League, bliver det uden Federico Santander. 

Derfor skal Ståle Solbakken vælge en anden konstellation end den foretrukne med Andreas Cornelius og manden fra Paraguay, der ellers har været en del af idealopstillingen de seneste måneder.

- Der er ikke så mange overvejelser. Der er tre mand, det drejer sig om: Cornelius, Pavlovic og Verbic. Det er de tre spillere, der har spillet i den rolle. Hvordan vi vælger, kommer an på, hvordan vi ser, at vi kan udnytte vores styrker bedst, siger Ståle Solbakken, der har lagt sig fast på, at Andreas Cornelius kommer til at starte inde. 

Den anden plads i startopstillingen kan gå til enten Benjamin Verbic eller Andrija Pavlovic, men sidstnævnte har ikke ligefrem grebet chancen i fraværet af Andreas Cornelius og Federico Santander. 

Pavlovic har til gengæld fået kritik for nogle af sine indsatser, og det er kun blevet til to mål i Superliga-efterårets 20 kampe - det seneste i august mod Brøndby. Solbakken siger følgende om Pavlovic' præstationer i de seneste kampe, hvor han er startet inde i Superligaen og Champions League:

- Det har været varierende. Han var meget, meget god i første halvleg mod Porto. Så længe hele holdet havde kræfter, var han rigtig god i en vanskelig rolle. Han truede deres backs i bagrummet og var god. I Aalborg spillede han også en fin kamp, mens han spillede dårligt mod Viborg og leverede en middel kamp i weekenden mod AGF. Han var middel i spillet på banen, og så skal man jo have et rap over fingrene, når man brænder en chance, som han gjorde. Han havde god tid til næsten at spadsere bolden i mål, siger Ståle Solbakken. 

FC København kan ikke selv afgøre egen skæbne i Champions League, fordi klubben er afhængig af resutlatet mellem FC Porto og Leicester. Den engelske klub skal tage point fra portugiserne, hvis FCK skal have mulighed for at gå videre i Champions League. Ellers må FCK nøjes med en tredjeplads og en tur i Europa League.

- Jeg tror, at Porto vil dominere kampen, men det gjorde de også i deres kamp mod Braga i weekenden, hvor de havde svært ved at score. Sådan har det været i flere kampe, så alt håb er ikke ude. Først og fremmest må vi  gøre vores arbejde, og det bliver mindst lige så svært. Brugge ligger nummer to i Belgien nu, og de har vundet mange kampe – særligt på hjemmebane. Det bliver en tæt kamp, og det må vi forholde os til, siger Ståle Solbakken.