Superliga

FCM-direktør: Stadig klassens frække dreng

Selvom Jens Ørgaard stopper vil man stadig opleve et FC Midtjylland i overhalingsbanen, siger klubbens nye førstemand, Claus Steinlein.

Det kom som et chok for de fleste, da FC Midtjylland i sidste uge meldte ud, at Jens Ørgaard stopper i klubben for at søge nye græsgange. Ny direktør med det sportslige ansvar bliver Claus Steinlein, og selvom Ørgaard har været garant for store armbevægelser og en frisk stil, skal man ikke være bange for, at FC Midtjylland bliver kedelig.

Ifølge Claus Steinlein vil man således stadig kunne opleve FC Midtjylland som Superligaens frække dreng.

Læs også: Jens Ørgaard stopper i FC Midtjylland

- Man vil stadig se FC Midtjylland i
overhalingsbanen som udfordrer til de andre hold. Vi skal stadig være
klassens frække dreng på den gode måde og stå for nytænkning og nye tiltag.

- Vi har et motto, der hedder, at den der
opgiver at blive bedre, opgiver at være god. Vi vil hele tiden
udvikle os og udforske verden. Vi var de første til at finde på
klubsamarbejder og akademi, vi var de første til at have en
fuldtidsansat maskot, og vi vil stadig søge nye markeder, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk

Læs også: Leder: Intet FC Midtjylland uden Ørgaard

Han ser frem til at tiltræde som ny øverst ansvarlige i FC Midtjylland, hvor han i første omgang vil arbejde på at gøre klubben bedre uden for græsset.

- Vi skal finde det kommercielle
arbejdstøj frem og have fokus på salg og marketing. Vores kunder og
sponsorer skal i fokus, og vi skal opprioritere nogle ting. Vi skal
gå fra at være en iværksættervirksomhed med en
value-for-money-tilgang til at være en etableret virksomhed med en
professionel forretning og økonomi. Det er en stor opgave, siger han.

FC Midtjylland har i de senere år levet en lidt turbulent tilværelse med en del trænerskifter og nogle svingende præstationer i Superligaen, men Claus Steinlein er optimistisk i forhold til fremtiden.

Læs også: Stein Bagger og Låsby-Svendsen i dansk fodbold

- Næste år er der 82 procent af førsteholdstruppen, der er fra akademiet, så det er en forretningsmodel, der fungerer. Det spor skal vi holde os på, for vi skal stadig være Danmarks bedste talentudviklere. Sådan har det været i de sidste par år, og vi har Glen Riddersholm til at stå i spidsen for det sportslige projekt, som han passer perfekt til. Vi har så en udfordring i Ørgaards know-how, som vi skal løfte i fællesskab. Det er især på salgsdelen, at han var god, og der skal vi hjælpe hinanden med at løfte os, lyder det fra den nye direktør, der dog føler sig godt rustet til sit nye job.

- Jeg har været med siden vi startede i
1999. Jeg spillede, da klubben blev født og har siden arbejdet med
akademiet, så jeg har været med fra starten. Jeg har kørt et tæt
parløb med Ørgaard og været med til alle beslutninger. Jeg har
været med til at sætte ting i støbeskeen og har opfundet
akademiet, så sportsligt er jeg godt klædt på, siger han.

Jens Ørgaard stopper officielt i FC Midtjylland den 30. maj, men vil være konsulent for klubben i det kommende transfermarked.